Flere campingpladser har folk boende, for hvem campingvognen er den faste base – for nogen er det ganske enkelt deres eneste mulighed.

I disse dage strømmer tusindvis af ferieglade danskere ud på campingpladserne.

Men for nogen begrænser campinglivet sig ikke blot til et par uger i sommerferien. I stedet bor de året rundt i campingvogne på danske campingpladser i adskillelige år.En rundspørge som JydskeVestkysten har foretaget til 35 helårscampingpladser viser, at der på ti af dem bor folk med folkeregisteradresse i perioder på helt op til ti år.Ifølge lejrcheferne på campingpladserne er der forskellige årsager til, at nogle vælger at skifte parcelhuset ud med campingvognen. Det kan blandt andet være unge, der gerne vil spare op, eller ældre for hvem campinglivet har været en drøm i flere år.Men mens nogle gør det af lyst, er der ifølge lejrcheferne andre, der gør det fordi, det er den bedste mulighed, de har.– Ofte er det ikke de mest ressourcestærke folk, der bor hos os. Spørger man dem, så er det af lyst, de bor her. Men virkeligheden er nok, at flere gør det af nød, siger Malene Knudsen, der driver Borrevejle Camping, der for øjeblikket har 15-20 campingvogne med faste beboere.Campingrådet mener ikke, at campingpladserne skal huse folk, der ikke er på ferie – hverken dem, der gør det af lyst eller nød.– Ingen skal ikke have bopæl på en campingplads, for man kan ikke leve på den måde. Det bliver især problematisk, når socialt udsatte tager bopæl på en campingplads. Campingpladserne skal ikke være et socialt center, hvor det er nemt for kommunerne at sende folk ud og nemt for svage folk at bosætte sig, siger Preben Kristensen, der er formand for Campingrådet til JydskeVestkysten.