Ny undersøgelse viser, at danskernes dyner er slaraffenland for bakterier og husstøvmider. Her er et par råd til, hvordan du vasker og plejer din dyne korrekt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Husstøvmider lever blandt andet af hår og hudskæl fra mennesker - og dem er der masser af i sengen.

En undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.188 danskere, viser, at vores dyner er slaraffenland for bakterier og husstøvmider.

Hver tredje vasker dynen sjældnere end én gang om året, selv om anbefalingen for god dynehygiejne er minimum to gange om året. 12 procent af danskerne vasker aldrig deres dyne.

- Fugt og sved giver grobund for husstøvmider og bakteriekolonier. Så du kommer faktisk til at ligge og sove under en levende bakteriebombe, siger Søren Nissen, der er produktchef i Jysk, til Søndagsavisen. Det kan blandt andet give allergi.

Gode råd

Her er et par gode råd til, hvordan du slår de små kryb i din dyne og seng ihjel:

* Dyner og puder bør vaskes ved 60 grader mindst to-fire gange om året.

* Vask i en vaskemaskine med en kapacitet på 7 kg (Dobbeltdyner skal vaskes i en industrimaskine).

* Tør dynen grundigt i en tørretumbler - gerne sammen med tre tennisbolde, som hjælper med at fordele dunene i dynen. For at være sikker på, at dynen er helt tør, og at der ikke kommer mug, kan du før vask veje din dyne og gøre det igen efter tørretumblingen. Hvis dynen vejer mere, er den ikke kommet af med alt vandet - og så skal du tørretumble en gang til.

* Lad være med at rede din seng umiddelbart efter du har sovet, så den kan komme af med fugten. Vent gerne med at rede sengen til du kommer hjem fra arbejde.

* Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt

* Brug rullemadras og vask også den ved 60 grader mindst 4 gange om året

* Vask sengelinned ved 60 grader mindst hver 14. dag

Kilde: Bl.a. Astma-Allergi Danmark, Jysk og Søndagsavisen.