Det er tredje gang, Peter Lundin ikke har nok i fængslets lænker og frivilligt påfører sig ægteskabets i tilgift.
Glædestårerne er dog ganske hurtigt blevet afløst af smertens ditto, for det har sin pris at være gift med en morder.
Peter Lundins første kone, Tina, giftede sig med den unge, poetiske morder, efter at hun på tv havde set ham male halvdelen af sit ansigt sort, mens han reciterede et af sine egen digte i et dokumentarprogram.
Den dengang 26-årige Peter Lundin skrev sammen med sin kommende kone i to år, inden hun rejste til USA og giftede sig med fangen, der afsonede en fængselsdom for at have slået sin egen mor ihjel.
Smidt ud på grund af vold
Peter Lundin kom til Danmark og flyttede ind hos sin ti år ældre kone. Men lykken var kort. Tina Lundin smed sin mand på porten, fordi han var voldelig over for hende og hendes datter fra et tidligere ægteskab.
I stedet flyttede Peter Lundin ind hos Marianne Pedersen, som han havde mødt, mens han var på rundtur på hovedstadens bordeller. Marianne Pedersen drev en massageklinik.
Hun og hendes to sønner kom til at betale med deres liv for at have lukket morderen ind i deres liv.
I september 2008 blev Peter Lundin gift med Mariann Poulsen. Den dengang 24-årige kvinde fra Færøerne havde dog glemt at informere sin jævnaldrende kæreste, som hun boede sammen med og havde et barn med.
Da han læste om kærestens ægteskab med Lundin i medierne, greb han resolut deres fælles datter og stak af til Færøerne.
Mariann Poulsen bekendtgjorde efter 11 dage, at hun ønskede ægteskabet med Lundin ophævet.
Hun benyttede lejligheden til at advare andre kvinder mod at lade sig forføre af Lundin, men fulgte dog ikke sit eget råd, idet hun bevarede forbindelsen til ham mindst et år efter, at det ulykkelige ægteskab blev opløst.