Flere vragdele fra det F16-fly, der i tirsdags styrtede ned i havet ved Rømø, efter piloten skød sig ud med katapultsæde, er i dag blevet bjærget.

Bjærgningen, som miljøskibet Gunnar Seidenfaden står for, begyndte søndag morgen ved solopgang, og indtil videre er flere vigtige vragdele blevet hejst op fra havet. Det fortæller Øivind Bach, der er presseofficer på Gunnar Seidenfaden.

»Vi har bjærget to vinger og flyets hale, og så har vi lige hejst pilotens sæde op. Det, vi går efter, er, at indsamle de mest vitale dele til Flyvevåbnets Havarikommission, som så kan danne sig et overblik over, hvad der har forårsaget flystyrtet,« fortæller Øivind Bach.

De første vragdele af det F16 fly, der tirsdag styrtede i havet ud for Rømø, er nu blevet bjerget søndag.
De første vragdele af det F16 fly, der tirsdag styrtede i havet ud for Rømø, er nu blevet bjerget søndag. Foto: OLE JOERN / redstar
Vis mere

Bjærgningen foregår ved, at objekterne bliver identificeret med hjælp fra undervandsradarer, hvorefter Søværnets minedykkere går ned for at identificere dem endeligt og sætte tovværk i dem, så de kan bjærges af en kran på skibet.

»Nu går vi så i gang med at finde taget til cockpittet, hvor piloten skød sig ud. Vi ved, hvor det ligger, da Søværnet har fartøjer, der identificerer objekterne på havbunden, hvorefter en undervandsrobot tager billeder. Den har allerede været dernede og set, at taget ligger 300 meter fra, hvor vi er nu. Dykkerne gør klar med tovværk, så det bliver klar til at komme op,« fortæller Øivind Bach.

F16-flyet styrtede ned i Nordsøen vest for Rømø tirsdag omkring klokken 14.30. Det var eftersigende problemer med landingsstellet, der fik piloten til at skyde sig ud med katapultsæde, efter han havde gennemgået tjeklisten.

På Gunnar Seidenfaden er der udover presseofficer Øivind Bach 16 mand til stede. Skibet fungerer som en platform for Søværnet, der har 11 dykkere i vandet for at identificere og gøre klar til bjærgningen af de vigtige rester af F16-flyet. Med i bjærgningen er også flere fra Flyvevåbnets Havarikommission, der leder slagets gang og bestemmer, hvilke dele de gerne vil have bjærget.

Arbejdet bliver dog ikke færdiggjort i dag, forklarer Øivind Bach.

»Nej, det gør vi ikke. Vi regner med, at taget på cockpittet er det sidste, vi når i dag. Vejret er så godt, at vi går til ankers, og så går i gang ved solopgang igen i morgen. Hvor lang tid det vil tage, ved vi ikke. Det kan tage to til tre dage, men det kan også tage en uge. Det kommer an på, om vi finder alle de dele, der er interessante for havarikommissionen,« fortæller Øivind Bach.

Selvom det var en voldsom oplevelse for piloten, slap han uden alvorlige mén. Det fortæller Lars Skjoldan, der er presserådgiver ved Værnfælles Forsvarskommando.

»Han har det efter omstændighederne godt. Han var allerede på arbejde dagen efter, hvor han var inde og hilse på sine kolleger,« siger Lars Skjoldan.

De første vragdele af det F16 fly, der tirsdag styrtede i havet ud for Rømø, er nu blevet bjerget søndag.
De første vragdele af det F16 fly, der tirsdag styrtede i havet ud for Rømø, er nu blevet bjerget søndag. Foto: OLE JOERN / redstar
Vis mere