Til december er det 19 år siden, den danske luftkaptajn Stefan G. Rasmussen blev udråbt til helt - han var med til at nødlande et SAS-fly på en eng uden for Stockholm. En usædvanlig nødlanding, hvor begge flyets motorer var sat ud.

Alle 129 om bord overlevede mirakuløst, og Stefan G. Rasmussen blev blandt andet dekoreret med ridderkorset af Dronningen.

Men nu bliver den 63-årige dansker også kendt i resten af verden.

Det prisbelønnede dokumentarprogram om flyulykker 'Mayday', der har millioner af seere på Discovery Channel og National Geographic, er på vej med en udsendelse om flyulykken. En udsendelse, hvor Stefan G. Rasmussen spiller hovedrollen.

- De har været i Danmark og interviewe mig i mit hjem om, hvad der skete i timerne før ulykken, og jeg går nu og venter på, at de sender mig et bånd med det færdige program, siger han.

Producenterne bag programmet 'Mayday' har vundet et hav af store priser for evnen til at rekonstruere, hvad der sker i flyenes cockpit umiddelbart før nogle af de seneste tredive års største flystyrt.

- Jeg er meget tilfreds med, at et så seriøst og dygtigt produceret program gennemgår flyulykken, så det en gang for alle kommer frem for offentligheden, hvad der virkelig skete.

Så må vi se, om jeg har armene oppe i luften efter programmet, eller om jeg falder ned fra sofaen, siger Stefan G. Rasmussen.

Hvordan har du det med, at millioner af seere verden over kommer til at høre din historie om flystyrtet?

- Jamen, jeg er vant til at tale om ulykken, og der er stadig interesse for at booke mig til foredrag. Lige nu er jeg på vej til Ålsgårde for at holde foredrag for en masse mennesker. Jeg regner også med at blive kimet ned igen af journalister, når programmet bliver vist, siger den nu tidligere pilot, der siden ulykken har droppet sin kaptajnkarriere for i stedet i en periode at ernære sig som buschauffør.

Tænker på ulykken hver dag

Lige nu lever han dog ikke af andet end at holde foredrag.

Hvor meget fylder ulykken nu 19 år efter i dit liv?

- For folk, der har været sikre på at skulle dø og alligevel i sidste øjeblik overlever, så vil man tænke på det hver dag resten af livet, og sådan har jeg det også, siger han.

tnk@bt.dk