Tre busser står klar til at køre skituristerne fra busulykken lørdag nat, tilbage til Danmark.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nu kan mange af de chokerede buspassagerer fra busulykken, der skete på motorvejen nær Dessau lørdag natsnart vende hjem til Danmark. Ulykken kostede to kvinder på 32 og 35 år og en mand på 45 år livet - desuden blev 28 kvæstet, hvoraf 12 stadig var indlagt på hospitalet søndag morgen.

Tre busser står klar til at køre til Danmark, når passagererne er klar, og har fået deres bagage.

- Passagererne har nu fået deres bagage udleveret, og venter på at blive kørt hjem til Danmark. Dog vil nogle af de 12 kvæstede, der er indlagt på hospitalet, blive nødt til at vente lidt endnu. Nogle skal muligvis vente nogle dage, fortæller bt.dks journalist ved hotellet, Tobias Schultz.

- Der vil være psykologer med på turen, og psykologer vil også foretage en individuel vurdering inden afrejsen for at sikre, at de kan klare rejsen, siger Casper Dall, pressechef i børne- og ungeforvaltningen i Københavns Kommune ifølge ritzau.

Der er indtil videre lagt en jernring om hotellet, for at beskytte de rystede passagerer og pårørende:
- Der er ingen journalister, der får lov til at komme ind på hotellet og tale med passagerer eller pårørende. Det sørger både politi og hotelpersonale for, forklarer Tobias Schultz.

Passagererne, 18 voksne - pædagoger og forældre - og 47 børn fra fritidshjemmet Kærnehuset på Amager var sammen med to chauffører på vej på skiferie i Neukirchen i Østrig, da ulykken skete.

Bussen ramte midterautoværnet, vippede om på siden og blev i løbet af sekunder flænset op. Sammenstødet var så kraftigt, at betonautoværnet forskubbede sig og bussens bageste aksel blev revet af. Vejbanen var overstrøet med iturevne tasker og andre ejendele.

Et dusin redningskøretøjer og ambulancer hastede til ulykkesstedet, hvor redningsmandskabet blev mødt af forvirrede børn i strømpesokker og nattøj og chokerede voksne, der knap kunne fatte tragediens omfang.





Ifølge bt.dks journalist, har flere ambulancer i løbet af morgenen kørt til og fra hotellet. Om det er nogle af de 12 kvæstede fra hospitalet, der er blevet raske nok til at vende tilbage til hotellet, vides endnu ikke.