Biler fra Danmark er en rullende narkorute ind i Sverige. Tal fra den svenske told, der hedder Tullverket, viser, at der er narko i hver femte bil, som de stopper på Øresundsbroen.

Mellem 20. februar og 11. marts 2012 blev der stoppet 585 biler af svenske toldere på Øresundsbroen - der blev fundet narko i 125 biler, våben i otte og mere alkohol end tilladt i ni.

Ifølge redegørelsen fra svensk told kommer 94 pct. af al narko ind i Sverige via Øresundsbroen eller færgen mellem Helsingør og Helsingborg.

Tallene kom frem mandag, da skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) var under beskydning fra den borgerlig fløj i Folketinget i et samråd, der var indkaldt efter, at BT i august afslørede, at danske toldere finder meget mindre hård narko end tidligere. I det første halve år af 2012 har man således blot fundet 3,1 kg. kokain og heroin, hvor man tidligere fandt 30-40 kg om året.

Rystende tal

BT har også skrevet, at de svenske toldere siden 2009 har fundet mere hård narko i Malmø alene, end danske toldere har fundet i hele landet i samme periode.

Svenske toldere har der taget 71,4 kilo mod de blot 67 kilo, som danske toldere og narkohunde har opsnuset.

- De svenske tal fra Øresundsbroen er rystende. Al den narko har været forbi Danmark først, hvor toldere ikke har fået fat i den, siger Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.

Ifølge dansk politi er den svenske narkokontrol så effektiv, at internationale smuglere stopper i Danmark.

- Vi hører fra smuglerne, at de stiller bilen i Danmark og lader andre smugle det ind i Sverige og Norge. De tør ikke selv, fordi risikoen her er langt større for at blive taget, siger Steffen Steffensen, leder af narkoenheden hos Københavns Politi.

Thor Möger Pedersen forholdt sig i samrådet ikke til, at der var narko i så mange biler fra Danmark.

- Toldere har flere forskellige kontrolforanstaltninger i Sverige end Danmark har. Jeg er meget tilfreds med de fremskridt, som vi har gjort med en intelligent efterretningsbasseret kontrol, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.

Han kunne ikke efterfølgende fortælle, hvornår de fremskridt kan ses i narkostatistikken.