Den danske sommer nægter at overgive sig frivilligt, og al snak om efterårsvejr er indtil videre udsat på ubestemt tid.

I denne uge lover meteorologerne således masser af soltimer og temperaturer på op til 20 grader.

- Dét lavtryk, der lå over Danmark i går, er ved at fjerne sig. Derfor får vi mandag en dag med vekslende skydække, nogen sol og kun enkelte byger, siger vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, Bill Vejdegren.

Han forsikrer samtidig om, at vejret helt frem til fredag vil vise sig fra en både mild og ganske solskinnende side. Forklaringen er et højtryk over Nordsøen, som har stabiliseret de seneste dages noget ustadige vejr.

- Vi får en hel del sol i denne uge og vil der ikke være ret meget vind. På grund af højtrykket over Nordsøen byder resten af ugen på ret pænt vejr. Luften er dog kølig, så temperaturerne vil veksle mellem 17-20 grader, forklarer Bill Vejdegren.