Kan man være gift med en mand, men have sex med en anden mand? Og bo med dem begge? Hvad siger deres børn til det? Og hvorfor bliver de egentlig ikke bare skilt?

Spørgsmålene stod i kø, da 39-årige Luise Thye-Østergaard satte sig til tasterne på bt.dk for at besvare spørgsmål fra læserne om den utraditionelle familiekonstellation, som hun er en del af.

Luise lever i dag i det, hun kalder et 'kærlighedseksperiment'. Hun har to mænd. Hun er gift med Jesper Thye-Østergaard på ottende år, men de deler ikke seng længere. Det gør hun derimod med golfspilleren Mads Vibe-Hastrup. De tre voksne har hvert deres soveværelse i villaen i Charlottenlund, hvor de bor sammen med deres i alt tre børn.

Storfamilien er resultatet af en snak på køkkengulvet for to år siden, hvor Luise Thye-Østergaard og hendes mand tog deres ægteskab op til revision. Hun havde med sine egne ord nogle 'specielle behov', hendes mand ikke ville dække. Hun ville gerne drage meditation og yoga ind i sit sexliv, og det havde ægtemanden ikke lyst til. Men de ville gerne bevare familien og ægteskabet, og derfor besluttede de sig for at gå alternative veje og lukke deres fælles ven ind i familien.

I weekenden fortalte Luise Thye-Østergaard sin historie i BT, og fremover vil hun blogge for BT, men tirsdag fik læserne en snigpremiere, da hun besvarede nogle af deres mange spørgsmål på bt.dk.

Mange var optaget af, hvem der må have sex med hvem, og om de i virkeligheden lever i et åbent forhold.

»Det er begrænset til os tre. Jesper leder efter en kvinde, der ønsker at blive en del af vores liv. Og der hvor vi er lige nu, så er Mads og jeg i det monogame. Hvad fremtiden bringer, og hvem Jesper finder - det vil tiden vise,« svarede Luise Thye-Østergaard.

Har du på noget tidspunkt i jeres nye parforholdskonstruktion haft sex med din mand og nye kæreste (altså ikke på samme tid) i den samme periode? Og må du gerne have sex med din mand for din kæreste? spurgte læseren Anne.

»Nej det har jeg ikke. Det var en 'glidende overgang', hvor jeg måtte kysse med Mads og sove med ham... Og først da Jesper var klar, og vi sluttede vores indbyrdes seksuelle relation, blev der åbnet op for, at jeg kunne indlede en relation til Mads.«

Det fik flere til at spørge, om der slet ikke var jalousi eller misundelse mellem dem.

»Misundelsen har helt sikkert været til stede. Rent faktisk var det nok mig, der først oplevede den, da Mads begyndte at komme i huset som ven og arbejdskollega. Jeg oplevede deres samhørighed og ønskede mere af den. Det har jeg så fået nu i et fællesbofællesskab. Og Mads oplever misundelse i forhold til at Jesper og jeg evt. rejser på ferie eller er selv i vores lille familie i weekender, hvor Mads er væk. Men Mads er klar over, at det er, fordi han bare ønsker at være en del af det. Jesper har også oplevet misundelsen, men han er klar over, at det er fordi han ønsker at opleve den samme 'form for' samhørighed, som han ser Mads og jeg har.«

Enkelte var hårdere i retorikken og kritiserede hendes behov for at 'pleje sit ego' og 'realisere sig selv'. Læseren Henrik skrev direkte, at han håbede, hendes mand ville vågne op og pakke sine ting for at komme væk fa hende. 'Har du ingen respekt for ægteskabet - så kom ud af det.'

»Det står Jesper frit for at være sammen med de kvinder, han har interesse i at mødes med - samtidig med at han rent faktisk har en fantastik tryg base. Han har en familie at komme hjem til - en familie, der er ærlig og kærlig,« forklarede Luise Thye-Østergaard og tilføjede:

»... Og guderne skal da vide, at tanken har haft strejfet ham, men vi havde et godt og velfungerende ægteskab, hvor vi kom til et udfordrende stadie i vores forhold. En udfordring, som vi blev enige om i indbyrdes kærlighed at løse.
Løsningen blev, at han sagde nej til den seksuelle relation med mig (eneste ændring), og så åbnede op for, at han kan finde en ny.«

Andre var nysgerrige efter at vide, hvordan omverden ser på deres konstellation, og hvordan de taler med deres børn om, at de ikke lever som alle andre. Luise og Jesper har to børn, Vaia på seks år og Lias på år, mens Mads har en datter på otte år.

Noget af det, som jeg tænker på, er, om I ikke kan være nervøse eller bekymrede for, om jeres børn kan blive mobbet eller drillet på grund af den alternative familiekonstellation? spurgte læseren Stinna.

»Vi havde rent faktisk ikke interesse i at stå frem med vores historie, men vi stod frem af to årsager. Vores datter (0. klasse) stod en dag omgivet af piger fra 3. klasse, som sagde: 'Din mor har to kærester', hvortil hun svarede: 'Nej min mor har to halve kærester'. En lille sejr for os, nemlig fordi vi ønsker at gøre op med begreberne.«

Du kan fremover følge Luise Thye-Østergaards blog på bt.dk og i BT, hvor hun fortæller om kærlighedseksperimentet.

Læs chatten herunder.