Igen skal justitsminister Morten Bødskov (S) svare på spørgsmål i forhold til beslutningen om at satse massivt på nye mobile fartfælder til politiet.

BT kunne i dag afsløre, at Finansministeriet angiveligt har påvirket Justitsministeriets beslutning om at bevilge 75 nye fotovogne til politiet.

Det viser en aktindsigt, som BT har fået i justitsministeriets beslutningsproces omkring politiets automatiske fartkontrol. Her afslører interne mails mellem Justits- og Finansministeriet nemlig, hvordan en embedsmand i Finansministeriet foreslår at hæve antallet af fotovogne fra 50 til 75.

Og nu har transportordfører i Liberal Alliance, Leif Mikkelsen, altså indkaldt justitsministeren i et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg på baggrund af BTs artikler.

- Det er højst besynderligt, hvis embedsmænd i Finansministeriet begynder at lege eksperter på et område, der hører under Justitsministeriet. Er det Finansministeriet, der nu står for trafiksikkerheden? Det må Morten Bødskov svare på, siger Leif Mikkelsen.

Men det er ikke første gang justitsministeren er indkaldt til samråd vedrørende de omdiskuterede fotofælder. Så sent som den 25. april 2013 måtte Morten Bødskov (S) også svare på en regn af kritiske spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg omkring de mange fotofælder. Og nu må justitsministeren altså på den igen:

- Det lugter ret kraftigt af, at fotofælderne ikke handler om trafiksikkerhed, men om at kradse flere penge ind. Justitsministeren skylder et klart svar på, om hele denne øvelse med at hæve antallet af fotofælder handler om at malke bilister for penge frem for at hjælpe trafikanter til at overholde færdselsloven, siger Leif Mikkelsen, som tvivler på fotofældernes præventive effekt.