Køge Sygehus lod Kenny Klein – og hans åbne sår – vente i 50 timer på en operation, som normalt skal ordnes inden for seks timer.
Den 43-årige betonskærer mistede ved et uheld kontrollen over sit bor, da han arbejdede på Roskilde Motorvejen tilbage i marts. På et splitsekund forårsagede boret et stort åbent sår i Kenny Kleins ben.
Et åbent sår skal normalt behandles inden for seks timer, men Køge Sygehus’ ortopædkirurgisk afdeling var altså 50 timer om at få Kenny Klein på operationsbordet.
Ikke eneste tilfælde
Betonskærerens dårlige behandling på Køge Sygehus er ikke enestående. B.T. kunne onsdag i sidste uge fortælle om 16-årige Rasmus Pedersen, der lå med et dybt, åbent sår, men måtte vente i 24 timer på en operation.
B.T. har siden da modtaget flere mail fra læsere, der er utilfredse med behandlingen på sygehuset. Læsere med akutte skader, der ligesom Kenny Klein og Rasmus Pedersen blev behandlet på ortopædkirurgisk afdeling.
Fik morfin mod smerten
For Kenny Klein gik der mere end to døgn, hvor sygeplejerskerne hverken gav ham antibiotika eller rensede såret. Det eneste han fik, var morfin mod smerten.
- Jeg er ikke den, der råber højt, så jeg stillede ingen spørgsmål. Jeg gik jo ud fra, at de vidste, hvad der var bedst, siger Kenny Klein.
’Den var helt forkert’
Hver dag fik Kenny Klein at vide, at han skulle opereres for så senere – klokken otte om aftenen – at få besked om, at operationen var aflyst.
Det blev til sidst for meget for den 43-årige betonskærer, der bad om at tale med en læge.
- Jeg begynder at blive bange for, om der går betændelse i såret – at det ikke bliver normalt igen, fortæller Kenny Klein, der bor i Hvidovre med sin kone og fem delebørn.
Lægen beroliger ham dog og forsikrer, at der ikke vil ske noget. Kenny Klein vil kunne gå normalt igen 14 dage efter operationen.
- Jeg føler, de har løjet for mig. Når jeg fortalte lægerne og sygeplejerskerne, hvor længe jeg havde været der, kunne jeg se på deres øjne, den var helt forkert, siger Kenny Klein.
Efter mere end to døgn kom han endelig på operationsbordet, hvorefter sygehuset sender ham hjem to timer senere. Operationen varede kun en halv time.
Betændelse i såret
Allerede et par dage efter indlægges Kenny Klein igen – nu på Hvidovre Hospital. Der er gået betændelse i såret, og betændelsen har spredt sig til resten af kroppen.
På Hvidovre Hospital bliver han behandlet intenst med antibiotika i over en uge.
Siden har Kenny Klein haft dagsygeplejerske, og tjekkes hver 14. dag på hospitalet, hvor lægerne har fortalt ham, at han muligvis skal på operationsbordet igen.
Konsekvenserne af Køge Sygehus’ lange og utilstrækkelige behandling har ændret Kenny Kleins liv.
Lever i smertehelvede
- Det er et smertehelvede. Jeg kan ikke gå på mit ben, uden at det gør ondt.
Jeg arbejder stadig, men kollegerne bliver nødt til at tage hensyn til mig. Nogle gange er der bare ikke noget skånearbejde – og så gør det nas. Så bider jeg smerten i mig, fortæller Kenny Klein, der har besluttet at klage til Patientombuddet over behandlingen på Køge Sygehus.
Køge Sygehus beklager den dårlige behandling
Køge Sygehus ser Kenny Kleins dårlige oplevelse som én for meget. Samtidig indrømmer ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling, Kim Schantz, at sygehuset har problemer med akutte patienter.
B.T. har konfronteret Kim Schantz med andre beretninger fra læserne om en utilfredsstillende behandling på Køge Sygehus.
- Jeg beklager – og jeg ærgrer mig over, at patienterne ikke har fået en ordentlig behandling. Det er jo dét, vi er her for, siger Kim Schantz.
Han understreger dog, at Køge Sygehus har mange akutte patienter, og at læsernes dårlige oplevelser ikke fortæller noget om, hvor ofte sådanne utilfredsstillende forløb finder sted.
Stort akut pres
Overlægen indrømmer dog blankt, at Køge Sygehus generelt oplever et for stort pres på det akutte arbejde. Det skyldes bl.a., at sygehuset ikke har kapacitet nok til at yde patienterne den bedste behandling.
- I dag må det offentlige vurdere, hvordan ressourcerne bruges bedst. Hvis vi havde tre stuer i stedet for én, så ville ventetiden selvfølgelig være mindre. Men der ville samtidig være mange dage, hvor to af stuerne stod ubenyttede hen, siger Kim Schantz.
Overlægen forklarer også, at nedlægningen af afdelinger på andre sjællandske sygehuse er med til, at flere patienter nu søger mod Køge.
Flere penge til hospitalet
Ophobningen af operationer gør, at Køge Sygehus sætter et ekstra vagthold ind til efteråret på narkosesiden.
Kim Schantz fortæller også, at Region Sjællands sundhedsudvalg har diskuteret kapaciteten på Køge Sygehus og valgt at afsætte 55 mio. kr. over de næste to år, da man her også er klar over problematikken. Pengene skal bl.a. gå til flere operationsstuer.
