»Hvad skal man bruge et hospital til, der siger, at de er det bedste, hvis man dør eller bliver meget syg i ventetiden?«
Indignationen gløder i Özlem Cekics øjne, da hun stiller spørgsmålet, som presser sig på efter hun som pårørende har været vidne til sin kræftsyge mors møde med Rigshospitalet. Et møde, som Özlem Cekic har oplevet som urimeligt, kaotisk og utrygt.
Først og fremmest fordi Rigshospitalet brød alle de maksimale ventetider, man som kræftpatient har krav på skal overholdes, og der var ingen hjælp at hente, da Özlem gerne ville have sin mor flyttet til et andet hospital.
Direkte adspurgt om, hvorfor Rigshospitalet ikke kunne overholde ventetiderne, forklarede en læge, at det skyldtes indførslen af regionens nye it-system Sundhedsplatformen.
»Jeg har ressourcerne til at råbe op og påpege, når systemet svigter, og derfor mener jeg også, der påhviler mig et ansvar for at gøre det, for jeg synes ikke, andre skal udsættes for det samme. Jeg synes simpelthen ikke, det er rimeligt.«
Lang ventetid på biopsisvar
Özlems mor blev henvist til Rigshospitalet, efter hun fandt en knude i sit bryst den 11. marts i år. Den 28. marts fik hun tid til en biopsi, og her fik Özlem, der var taget med sin mor, de to første store chok.
Der var en tolk med til undersøgelsen, men hun kunne kun være med til mammografien og de første 10 min af biopsien. Özlem Cekic indvilligede efterfølgende i at tolke for sin mor.
»Så siger lægen til mig på dansk. ’Ja, det er jo kræft. Nu kigger jeg efter metastaser, men du må ikke sige det til hende.’ Jeg er fuldstændig knust. Jeg holder min mor i hånden, der ligger ned, og jeg bider mig i læben for ikke at komme til at græde. På et tidspunkt bliver den helt varm, fordi jeg har bidt så hårdt, at jeg begynder at bløde.«
Özlem Cekic og hendes mor fik at vide, at de kunne få svar på biopsien den 10. april. Et svar der ifølge forløbstiderne for kræftpakkerne burde komme efter syv hverdage.
»Det er godt nok lang tid, siger jeg, og de fortæller mig, at jeg kan prøve at ringe hver dag og spørge, om der er et afbud.«
Derfor startede Özlem Cekic hver morgen med at sidde i telefonkø til Rigshospitalets kræftafdeling.
»Det lykkes mig at få rykket tiden først til den 7. april og så til den 6. april, men mange morgener, ventede jeg forgæves, og så havde jeg det dårligt over, at det ikke var lykkedes og tænkte på, om det kunne have gjort en forskel, hvis jeg havde ringet et par minutter tidligere,« siger Özlem Cekic og uddyber, hvorfor ventetiden er så svær.
»I sådan et sygdomsforløb er tiden din største fjende, så det handler hele tiden om at kunne blive opereret hurtigt, at kunne få svar hurtigt og at kunne få behandling hurtigt. Det er den ene ting. Den anden ting er, at ventetiden er så utrolig svær. Den uvished, angst og utryghed, det skaber.«
Levede ikke op til de maksimale ventetider
Den 6. april var Özlem Cekics mor, hendes far, hendes lillesøster, Özlem selv, en tolk, en overlæge og en sygeplejerske samlet for at få svar på biopsien.
»Lægen spørger min mor, hvad hun tror, det er. Min mor svarer, at hun tror, det kan være kræft, og lægen svarer: ’Ja, det er det. Du har brystkræft.’«
Rigshospitalet tilbød Özlems mor en operation den 25. April, hvis det skal være med den samme læge ellers den 24. april. Hun kunne ikke få en tidligere dato, selv om hun som kræftpatient har ret til at blive opereret senest to uger senere. Efter operationen ville Özlems mor og hendes pårørende først den 22. maj kunne få besked om, hvordan operationen var gået, om kræften havde spredt sig og hvilken form for efterbehandling, hun skulle igennem.
Den medicinske efterbehandling kunne først starte en til to uger efter den 22. maj, fik familien oplyst. Lægen kunne ikke komme nærmere ind på, hvornår.
»Jeg spørger lægen, hvordan det hænger sammen med ventetiderne for kræftbehandling. ’I lever jo ikke op til dem’, siger jeg, og hun svarer: ’Du ved jo godt, at politikerne gerne vil have, at vi skal have det her system, Sundhedsplatformen, og det er grunden til, at det hele halter. Det siger hun direkte.«
Efterfølgende spurgte Özlem Cekic en sygeplejerske, om hendes mor ikke kunne få svaret på operationen på et andet hospital, så behandlingen kunne gå hurtigere. Hun havde læst i en række artikler i Politiken, at kræftpatienter fra København var blevet tilbudt et hurtigere svar i Aabenraa.
»Lægen er gået, fordi hun havde travlt, og sygeplejersken ved det ikke. Hun siger, at vi da godt kan prøve at ringe til Aabenraa, men hun ved ikke, hvilket nummer vi skal ringe på, eller hvem vi skal tale med.«
Kunne ikke få hjælp til at blive flyttet til nyt hospital
Senere ringede sygeplejersken til Özlem, mens hun og hendes mor stod i kø til blodprøvetagning. Moren kunne ikke få svar i Aabenraa, for de var selv bagud, men de kunne prøve at ringe rundt til nogle andre hospitaler, husker Özlem, at sygeplejersken foreslog.
»Jeg spørger, hvem jeg skal ringe til. Er det omstillingen? Hvad siger jeg? Er der en brochure, men jeg får ikke noget svar. Det eneste jeg får at vide af sygeplejersken er, at Rigshospitalet ikke vil havde noget at gøre med efterbehandlingen af min mor, hvis et andet hospital overtager.«
Özlem Cekic fandt senere ud af, at Rigshospitalet er forpligtiget til at tage hendes mor som patient, uanset hvor hun ellers bliver behandlet, og det har efterladt hende med en følelse af, at Rigshospitalet forsøgte at holde på hendes mor som patient, selv om de ikke kunne overholde tidsfristerne.
»Det giver en følelse af, at de på den ene side ikke kan hjælpe min mor optimalt og på den anden side ikke ønsker, at hun skal videre til et andet hospital. Det virkede så underligt.«
Da Özlem Cekic kom hjem, ringede hun til Kræftens Bekæmpelse, der hjalp Özlems mor med at blive overflyttet til Herlev Hospital.
»De var simpelthen Guds gave til os i det her. De er simpelthen så dygtige, og de sørgede for, vi fik den hjælp, vi havde brug for.«
“Det er så urimeligt”
Özlems mor er allerede opereret på Herlev Hospital og startet på genoptræningen. På mandag starter hun på den medicinske efterbehandling på Herlev Hospital, og hun er dermed en hel måned foran den behandlingsplan, som Rigshospitalet havde lagt for hende.
»Jeg er så glad for, at min mor kom et sted hen, hvor de kunne behandle hende hurtigere, og hvor vi kan mærke, der er fuldstændig styr på det, og vi føler os trygge, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de kvinder, som lige nu venter på venteliste, og det kan min mor heller ikke,« fortæller Özlem Cekic.
»Min mor har været heldig, at hun har en datter, der kender systemet og lovgivningen og ved, hvilke rettigheder du har som patient. Jeg ved godt, hvordan sådan et forløb skal se ud, men det er ikke alle, der gør det, og det er det, som er så urimeligt,« siger Özlem Cekic.
»Jeg snakkede med min mor om, hvorvidt jeg skulle fortælle hendes historie til jer, og hun sagde: ’Det skal du, du skal gøre det for alle de kvinder, der venter på venteliste.«
