Lyt til artiklen

Tiv​oli var proppet til bristepunktet fredag aften, da amerikanske Snoop Dogg gav koncert. 32.700 mennesker var der stoppet ind i den gamle have i København. Flere gæster gik forgæves, mens flere efterfølgende har kontaktet BT på grund af forskellige ubehagelige oplevelser.

»Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at flere måtte gå forgæves. Vi har dog opfordret folk til at komme i god tid. Det er en gratis friluftskoncert, og den i går var en af de allerstørste. Og så kan man ikke forvente at komme fem minutter før koncertens start,« lyder det fra kommunikationsmedarbejder i Tivoli, Simon Verheij om fredagens koncert.

Inden det skete var Alex Klitbøl Karlsson mødt op sammen med sin kæreste. En time før koncertens begyndelse viste de to deres årskort, så de kunne få nogle gode pladser på Plænen.

Allerede på deres vej fra indgangen hen til Plænen var de ikke tvivl om, der blev taget stoffer i Tivoli fredag aften. Blandt andet på grund af, at Snoop Dogg selv opfordrede publikum til at ryge hash.

»På vej op til Plænen kunne man lugte hash meget tydeligt. Det hang virkelig i luften,« forklarer Alex Klitbøl Møller, der studerer på CPH Business Academy.

Tæt ved et lille ølhus på den østlige del af planen fandt parret deres spot fra, hvor de skulle overvære koncerten. Her befandt sig blandt andet familier med børn. Allerede da koncerten blev et kvarter forsinket gik en familie, der havde en lille pige med, på grund af lugten af stoffer. Da koncerten gik i gang blev der skubbet en del, da flere mennesker forsøgte at komme frem for at se Snoop Dogg.

Alex Klitbøl Karlsson havde en ubehagelig aften i Tivoli.
Alex Klitbøl Karlsson havde en ubehagelig aften i Tivoli.
Vis mere

»Det virkede som om folk skubbede bagfra. Men da der ikke var plads foran, blev der skubbet tilbage, og det resulterede i at det hele bølgede frem og tilbage,« forklarer Alex Klitbøl Karlsson.

»Det virkede ikke som om, der var mange vagter til stede. Vi kunne i hvert fald ikke se nogen fra der, hvor vi stod. Jeg har aldrig følt mig så utryg til en koncert i Tivoli,« siger Alex Klitbøl Karlsson, der tidligere har været til en proppet koncert i Tivoli, da Marie Key spillede, uden han følte sig utryg af den grund.

Vagter manglede der også, da en flok unge mennesker blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for Alex Klitbøl Karlsson og hans kæreste.

Efter en 25-30 minutter kom flok unge drenge med indvandrerbaggrund anmassende og opførte sig 'uden en venlig attitude' og 'uden respekt for andre mennesker', forklarer den CBH-studerende.

»To af dem var rigtig ubehagelige i deres skubberier. Og da de stillede sig op på en skraldespand, så ingen kunne se noget gav folk i vores område bare op,« siger Alex Klitbøl Karlsson.

Til sidst fik den 24-årige mand og hans kæreste nok, og de forlod Tivoli efter bare en halv time af koncerten. De var næppe de eneste, fordi ved udgangen til Tietgensagde var der kø for at komme ud.

'Vores gæster er altid i sikkerhed'

Hos Tivoli beklager man, hvis nogle gæster har følt sig utrygge ved fredagens koncert.

“Der er ingen af os, der synes det er behageligt at gå til en koncert, hvor der bliver skubbet og mast. Så det tager vi til os og beklager dybt. Man må dog også bare regne med, at der ved en gratis friluftskoncert vil være mange mennesker, siger kommunikationsmedarbejder Tivoli, Simon Verheij.

Han understreger dog, at der på intet tidspunkt har været sløset med sikkerheden, men at Tivoli derimod gør rigtig meget på dette område under koncerter ved blandt andet løbende at arbejde med deres omkring 100 kontrollører.

»Vi har det højeste beredskab overhovedet. Vi er nogle af de dygtigste i landet til at afvikle koncert. Man kan altid finpudse, men det har intet med sikkerheden at gøre. Gæsterne er altid i sikkerhed,« forklarer Simon Verheij

Så der bliver ingen ændringer i proceduren omkring disse koncerter?

»Jo, vi tager det selvfølgelig til efterretning. Nu sætter vi os sammen med Københavns Politi og kigger på, om det her er den rigtige måde at gøre det på. Lukker vi det rigtige antal ind, skal man tage højde for højsæson eller er der andre faktorer, der spiller ind,« forklarer Simon Verheij.