Fire uheld spærrer lige nu E45-motorvejen fra Hedensted og ned til Horsens Syd.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Uheldene skete klokken 16.30, 16.39, 16.40 og 17.05, hvor der var alt fra to til seks biler involveret i hvert uheld.

»Der sker et uheld, som gør, at bilisterne stopper op, og når folk så ikke holder afstand og ikke er opmærksomme, så kører de ind i den foran kørende,« siger Jørn Bystrup, der er vagthavende hos Sydøstjyllands Politi til BT.

Han oplyser samtidig, at i alt fire personer er kørt på hospitalet for mindre skader. Der er intet livstruende.

Klokken 18.10 åbnede politiet igen op for motorvejen, men i mellemtiden har der dannet sig en fire til fem kilometer lang kø.

»Vi forventer, at køen er afviklet inden for omkring en time,« siger Jørn Bystrup.