Ja, lige om lidt går der sommerland i den. Den tid på året, hvor forældre og børn for alvor skal dykke ned i den kvalitetstid, vi alle går rundt og taler lige så varm som solen i kolde tider. Mens forældrene til studenterne begynder de indledende øvelser til at kappe navlestrengen over og skoleåret slutter for de små, kan vi nå en sidste eftertanke om forældreskabet derude på matriklerne, inden alle får det mast ned i bilerne og kufferterne, rejser væk og glemmer alt om, at is vist nok ikke er noget, man spiser hver dag.
»Forældre er i dag blevet så gode til at være forældre, at det ikke altid er til børnenes bedste. Vi glemmer helt at stille udfordringer. Jeg er selv begyndt være mere bevidst om, hvornår jeg skal trække en streg i sandet. Jeg gider ikke køre mine børn til fodbold, hvis de har en cykel. Også selv om det regner. Mit liv har også værdi, og jeg vil også noget.«
Ordene kommer fra Thomas Skovbo. Den 42-årige mand er far til fem børn (både egne og bonus) og arbejder som viceskoleleder på en østjysk friskole. Gennem årene har han leveret kronikker til denne avis, der alle peger i én retning: Han er en far, der foruroliget over den måde, vi er sammen med vores børn på.
Vi er alt for meget sammen med dem, siger han.
»Det er i virkeligheden også en kommentar til mig selv. Vi vil for meget som forældre. Vi gør for meget med de børn. Vi er for meget med i det, vores børn laver. Jeg oplever forældre, der tager med til deres børns fodboldtræning og i en fuld time venter, så de kan køre børnene to kilometer hjem bagefter. Jeg ser et tydeligt mønster imellem børns usikkerhed, og det at de ikke har fået lov til at træde ud i verden alene,« siger han.
Forældre-bashing er blevet en nymoderne disciplin. Alle elsker at hade forældre af i dag. Thomas Skovbo synes, folk omkring ham gør det så godt, som de kan. Men når han møder elever i niende klasse, der bliver overraskede over, at man skal komme til tiden i et fritidsjob eller bliver ringet op af forundrede forældre til syvende klasses elever, der har fået minus tre for en for sent afleveret opgave, er der noget galt, mener han.
»De forældre, jeg får i røret, synes, at det er synd for deres teenager. Jeg synes, man skal yde lidt modstand over for sine børn. Ellers bliver de slatne og bliver ikke vant til, at der bliver stillet krav. Vi lever i et samfund, hvor der vil blive krævet meget af de her generationer, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg kan godt være lidt bekymret for, om de er rustet til at tackle det.«
Thomas Skovbo er selv en af dem. Han mister i lighed med mange andre forældre i momenter overblikket over, hvad alt det samvær skal føre til, lyder det.
»Hvad vil jeg egentlig opnå ved at stå og kigge på mit barn, der spiller fodbold? Ofte vil vi ikke noget med de ting, vi gør. Vi vil bare have hverdagen til at glide nemt og gnidningsfrit. Konflikter fylder jo i en hverdag, hvor man skal nå alt muligt andet, og det ser også så forkert ud at stå der med surt barn i supermarkedet. Men vi har svært ved at statuere eksempler og fortælle vores børn, at de altså ikke skal kaste med kiwier i Netto.«
Her på kanten af ferietider opfordrer han forældre til at stille sig selv spørgsmålet: Hvad skal dit barn kunne? Hvad er målet med din opdragelse?
»I sidste ende bliver vi lidt skuffede, hvis de ikke kan stå på egne ben. Men når vi har båret dem rundt, er det svært for dem at vide, hvordan man tænder en opvaskemaskine eller hænger noget op på væggen. Forældre skal tænke over, om de er rollemodeller for deres børn, eller om de er tilskuere til deres børns liv. Hvad er det, børnene skal spejle sig i, når vi står ude på sidelinjen og glor på dem? Er det sådan at være voksen? Men vi står der, fordi alle de andre også står der.«
Thomas Skovbos ivrige debatord tog oprindeligt form, da han så på sin egen søn. Som far syntes han ikke, at sønnen kunne noget på egen hånd. Han fik øje på sin egen opdragelse i ham. Viceskolelederen ved godt, at han i dag ikke står i særlig høj kurs hos dem, han kalder for speltmødrene.
»Jeg skal ikke bestemme over, hvad der er rigtigt og forkert. Hvornår noget er for meget, det er der så nogen, der gerne vil diskutere. Jeg driller dem også, når der er bagedag på skolen, og de kommer med kager, der ligner noget fra konditoren. Så prikker jeg til dem: »Hvor meget har lille Anna været med til at lave den kage?«
Ja, lige om lidt går der sommerland i den. Når alle pakker ud, skal de voksne også huske at finde kedsomheden frem. Thomas Skovbo savner, at vi lader børnene kede sig helt og aldeles ned i de bare tæer.
»De kan hele tiden gribe ned i lommen og finde en telefon frem og lade sig underholde af den, indtil de skal noget igen og skal en tur i Bon-Bon land eller hvad forældrene nu engang har fundet på. I børnehøjde må der gerne ske ikke en skid. Vi forældre sidder heller aldrig og glor ind i væggen eller bare læser en bog. Så går vi på Facebook, hvis vi lige skal have tiden til at gå med noget. Hvis vi ellers ikke styrter rundt efter vores børn.«
Thomas Skovbos børn synes, at han er en håbløs dinosaur. Det signalement gentog de, da han første gang fortalte dem, at sommerhusturen var mobilfri zone. At her skulle man kede sig.
»De første dage vidste de slet ikke, hvad de skulle stille op med dem selv. Men derfra begyndte de selv på en fri leg, som i mine øjne er langt bedre end en ipad. Og så har man pludselig fået en sommerferie, man kan huske.«
