Mens Dronningens interview har vakt begejstring blandt mange, mener den danske imam Fatih Alev, at mange muslimer vil føle, at de har mistet en kær støtte.

»Jeg vil ikke sige, at hun har mistet respekten i indvandrergrupper, men tag ikke fejl, der er nok rigtig mange i indvandrermiljøer, som vil sige: ’ej, har vi nu også mistet Dronningen’« siger Fatih Alev, der er imam og tidligere formand for Dansk Islamisk Center.

Han reagerer på Berlingskes interview med dronning Margrethe i går. Her talte Dronningen om at mennesker, der kommer til Danmark, skal forstå de danske værdier.

Fatih Alev forklarer, at dronning Margrethe er meget elsket blandt danske muslimer. Når hun besøger f.eks. ghettoområder, er det ifølge Fatih Alev et ’kæmpe tilløbsstykke’. Men med de seneste udtalelser lægger hun sig ifølge imamen i malstrømmen på den politiske indvandrerdebat, som han kalder for negativ. Og det gør ondt.

»Når en af ens kære kommer med en bemærkning, som kan tolkes i negativ retning, så vil det gøre ekstra ondt. Og mange vil nok synes, at hun har givet efter for debatten og er med til at skabe et ’dem’ og ’os’,« siger Fatih Alev.

LÆS OGSÅ:


Fatih Alev undrer sig over, at Dronningen kommer med de udtalelser, der ifølge ham minder om politikernes valgretorik. Han mener, at debatten i Danmark er nået helt til Dronningen.

»Det er ikke kun de politiske partier, der er blevet mere højredrejede. Selv Dronningen er blevet påvirket af den tendens, der er i samfundet. Hun har måske tænkt, at hun skulle ytre sig mere kritisk for ikke at virke naiv,« forklarer han.

LÆS OGSÅ:


Men der er ifølge imamen ikke noget naivt i at være nuanceret. Og nuancerne ville hun have beholdt, hvis ikke hun havde talt om, at indvandrerne er nødt til at tilpasse sig samfundet.

»Det er jo en selvfølge, at man skal det. Men man kan ikke tilpasse sig på alle måder. så hvad er det, hun konkret mener? Det er hun nødt til at uddybe. Ellers taler hun i forlængelse af den eksisterende debat om indvandrere,« siger Alev, der også beklager, at Dronningen ikke samler folket med sine udtalelser.

»Det er ærgerligt. Det er jo hendes rolle at samle folk, så alle samfundsgrupper kan sige: ’det her er min dronning’, hvilket hun også har gjort i lang tid,« siger Fatih Alev.