Københavns Kommune har med øjeblikkelig virkning fyret den hjemmehjælper som TV 2 Nyhederne i går aftes afslørede i at foretage private indkøb, holde lange pauser - og køre ud af kommunen midt i arbejdstiden.

Efter TV2's afsløringer af hjemmeplejere på et center på Lærkevej i København går socialforvaltningen i Københavns Kommune onsdag i gang med at undersøge de ansatte og deres arbejde, ligesom en ekstra leder er sat på et særligt tilsyn med arbejdet på Lærkevej. Samtidig er en medarbejder fratrådt med øjeblikkelig virkning. Tirsdag dokumenterede TV2 med skjult kamera, at ansatte på Lærkevej brugte arbejdstiden på private gøremål, lange pauser og indkøb i stedet for at give hjemmehjælp til handicappede og psykisk syge. I et enkelt tilfælde kørte en hjemmesygeplejerske på aftenvagt ligefrem til en helt anden kommune i et privat ærinde. Kvinden er nu bortvist og fratrådt med øjeblikkelig virkning, oplyser kommunen. KENDER DU TIL EKSEMPLER PÅ SNYD I PLEJESEKTOREN? - TIP B.T. HER. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har desuden varslet en omfattende undersøgelse af hele hjemmeplejen i Københavns Kommune. I forvejen er syv hjemmehjælpere og to ledere fra hjemmeplejen på Håndværkerhaven sendt hjem, mens sagen undersøges. Lederen af aftenplejen på Håndværkerhaven fratrådte allerede 1. juli, og aftenplejen er efter afsløringerne med øjeblikkelig virkning overflyttet til et andet center. /ritzau/