Henriette Kjær får løn i to år efter sin fratrædelse fra Folketinget. Finder hun et job det første år, kan hun hæve dobbelt løn. Og det kan blive nødvendigt for at betale de mange regninger fra kreditorerne.

Det andet år efter fratrædelsen vil grundlønnen på 49.409 kr. månedligt blive modregnet, hvis hun har et nyt job.

Bortset fra en studentereksamen og en afbrudt uddannelse som bibliotekar har Henriette Kjær ingen fine eksamenspapirer.

Erfaring giver job


Flere kilder tæt på Henriette Kjær vurderer dog, at hun vil have gode chancer for at score sig et godt job på sin erfaring som gruppeformand og minister.

Da Henriette Kjær valgte at stoppe som gruppeformand og folketingsmedlem efter B.T.s afsløringer, fik hun kun rosende ord med på vejen fra sine partifæller i den konservative folketingsgruppe. En kilde foreslår, at Henriette Kjær kan få et job i en organisation som for eksempel Red Barnet. Hendes offentlige ry er for blakket til et topjob som kransekagefigur for en organisation eller virksomhed, men det er ikke utænkeligt, at hun kan få et job som strategiker, hvor hun skal benytte sit netværk på Christiansborg til at påvirke politikerne.

En anden kilde vurderer, at Henriette Kjær kan trække på sine erfaringer som politisk ordfører til at få et kommunikationsjob i en virksomhed.

Den ledelseserfaring hun har fået som gruppeformand og minister kan også bane vej for et job i en personale-afdeling i et større firma. 

Svært for Skov


Anderledes dystre ser karrieremulighederne ud for hendes samlever. Med en dom for bedrageri og et offentligt image som svindler er der få, som vil ansætte Erik Skov Pedersen.

En mulighed kan være, at parret vælger at flytte til udlandet for at begynde forfra.

- Jeg kunne godt forestille mig, at de daffer af. Der er en hel klode, der aldrig har hørt om Erik Skov Pedersen, siger en kilde, som ikke ønsker sit navn frem.