Dronning Margrethe fortalte i et sjældent møde med pressen om, hvordan hun har mærket folkets støtte gennem 40 år som regent. Og hun bliver siddende på posten.

Flere end 80 både danske og internationale journalister og fotografer var på plads, da dronning Margrethe tirsdag holdt et af sine noget sjældne pressemøder - denne gang ganske tæt på »maskinrummet«, nemlig i Riddersalen i Christian IXs Palæ på Amalienborg.

Badet i blitzlys og klikkende kameraer trådte regentparret således ind i salen for at lade sig fotografere, og efterfølgende forsvandt prins Henrik, og Dronningen tog over.

Her så hun så tilbage på sine 40 år som Danmarks statsoverhoved.

- Jeg har forsøgt at have ører og øjne åbne og fornemme mig frem. Hele mit land har været en støtte for mig igennem alle årene. Jeg har min mand ved min side og mine børn, som er vokset op og blevet gode og fornuftige mennesker, som er en stor hjælp. Og så havde jeg også min mor, fortalte Dronningen om den hjælp, hun har fået til at udføre sin opgave som statsoverhoved.

Og det glædede Dronningen at blive informeret om de seneste meningsmålinger, der viser stor opbakning til kongehuset blandt danskerne. Sådan så det nemlig ikke ud, da hun tiltrådte i 1972, hvor undersøgelser viste, at flere end 30 procent af danskerne foretrak en republik.

- Jeg er meget glad for, at folk føler det som en naturlig del af vores land, at der er kongelige. Det varmer ganske kolossalt, og det stiver voldsomt af at vide, at man har tilliden hos folk, sagde Dronningen.

Og netop folket, »almindelige danskere«, mener Dronningen, at hun har et rimeligt godt billede af.

- Jeg tror, jeg ved mere om det, end folk tror, jeg ved. Jeg kender absolut folk, der ikke bor stort og flot, svarede hun på spørgsmålet om, hvorvidt hun kender nogen, der bor i parcelhus.

Dronningen selv bliver dog ved at bo »stort og flot.« I hvert fald har hun ikke tænkt sig at træde tilbage før tid, som hun også har bebudet flere gange før.

- I mine øjne ligger det i selve den stilling, man har, det at arve et monarki. Det er en opgave, man har fået overleveret, og som man beholder, så længe man lever. Sådan som min far gjorde og min farfar, sagde Dronningen.

Og Dronningen havde da også et råd med på vejen til både sit knap 32-årige selv, da hun i 1972 blev udråbt til dronning, og til sin søn Kronprinsen, der skal efterfølge hende.

- At man går ind med alt, hvad man har. Og det gør man fra morgen til aften, og det gør man året rundt. Man skal også være fuld af fortrøstning om, at det kan lade sig gøre, sagde hun.

Kronprinsen har da også allerede overtaget nogle af Dronningens opgaver, og det vil vi se mere af i fremtiden, lød det.

- Ens aktivitetsniveau forandrer sig over årene, og det vil det stadig gøre, sagde dronning Margrethe.

Og allerede nu er Dronningen også begyndt at lære fra sig til den endnu yngre generation, nemlig børnebørnene, der kan få kongelige tips fra farmor.

- Når der er mange mennesker, så vinker man og smiler pænt. Der er små ting, hvor man hjælper børnene videre, sagde Dronningen.