Det får ikke pisset i kog hos skaberne bag Nationalmuseets logo, at den nye museumsdirektør, Rane Willerslev, har kaldt logoet for 'røvsygt' og bebudet ændringer.

»Det er jo subjektivt, om man kan lide det eller ej. For mig handler det om, at der er en god idé i tingene, og det synes jeg, at der er,« siger Rasmus Ibfelt, der er Partner og Creative Director hos e-Types, som står bag Nationalmuseets nuværende logo.

Han forklarer, at idéen i det nuværende logo, som stammer fra 2013, handler om, at Nationalmuseet beskæftiger sig med vores fortid, nutid og fremtid, og at der derfor er tre N'er i logoet.

»Der er altså en idé, og det er ret afgørende, synes jeg.«

Opmærksomheden omkring logoet er opstået, efter Nationalmuseets nye direktør, Rane Willerslev, sagde følgende til Berlingske:

»Der er ikke det, der ikke er galt med det logo. Det ligner noget, der kommer fra et ministerium. Det er simpelthen så røvsygt. Det nytter ikke noget, at man signalerer bureaukrati frem for oplevelser.«

Derfor skal Nationalmuseet have nyt logo som et led i en større branding-diskussion på museet, fordi Nationalmuseets mange tilhørende besøgssteder - som Kongernes Jelling, Kronborg, Christiansborg og Frilandsmuseet - gerne vil markere sig individuelt, mener den nye musemsdirektør.

Hos e-Types understreger man, at museets identitet handler om mere end bare et logo.

»Jeg synes, at det er lidt for populært bare at sige, at et logo er røvsygt. Hvis man virkelig vil diskutere Nationalmuseets identitet, så handler det ikke bare om et logo. Det er en del af en større fortælling og identitet, men det er jo fair nok, at han siger det,« siger Rasmus Ibfelt og fortsætter:

»Jeg er enig i, at man skal finde nye måder at tiltrække besøgende på, men jeg tror absolut ikke, det handler om, hvordan logoet alene ser ud. Det handler i høj grad om, hvordan man kommunikerer – for eksempel via sociale medier - og hvilke udstillinger man har.«

Noget af kritikken går på, at logoet signalerer bureaukrati og ikke oplevelser. Kan du forstå den kritik?

»Det er hans subjektive holdning. Et logo er en af mange bestanddele i en visuel identitet, og hvis man ser på helheden, synes jeg, at det signalerer masser af oplevelser. Jeg ved ikke, om det signalerer noget bureakrati, eller hvad det gør,« siger Rasmus Ibfelt.

Han er dog begejstret over, at det netop er Rane Willerslev, der er kommet til som ny direktør for Nationalmuseet.

»Jeg synes, det er enormt fedt, at han er kommet til. Han har en energi og en passion, som jeg tror kan være til gavn for Nationalmuseet og for brugerne,« siger han og tilføjer, at museumsdirektøren er 'dejligt bramfri' i sine udtalelser, som han ifølge Rasmus Ibfelt er i sin gode ret til at komme med.

Han synes imidlertid ikke nødvendigvis, at logoet fra 2013 er uddateret.

»Jeg kan stå inde for det, vi har lavet. Jeg synes, at det har mange år i sig endnu,« siger Rasmus Ibfelt.

Rane Willerslev kunne ifølge Berlingske godt tænke sig, at både Nationalmuseet i Prinsens Palæ i København og alle de andre nationale museer fik hver deres logo og visuelle identitet med en gennemgående stil.

»Lidt lige som DR, hvor man har de forskellige kanaler som Ramasjang og Ultra, der har logoer, der træder tydeligt frem, men med en tydelig DR-stil,« lød det fra Rane Willerslev, der tiltrådte stillingen som direktør for Nationalmuseet den 1. juli i år.

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet.
Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere