»Min datter på 10 må gerne køre i min bil. Der ER jo ikke det store, jeg kan gøre ved den sag alligevel, vel? Jeg mener, hun vil rigtig gerne, og jeg synes det er synd, hvis hun er den eneste i 4.B, der ikke må køre bil.«

Sådan lyder den kontroversielle start på et Facebook-opslag fra Jens Romundstad, der blev landskendt som Biker-Jens efter sin deltagelse i reality-programmet ’Robinson’ i 1998.

Opslaget er i skrivende stund blevet delt over 10.000 gange og læst af endnu flere. Det er fyldt med opsigtsvækkende spørgsmål og fordømmelser – Men bare vent, han har en helt særlig pointe.

»Er du forarget? Vær dog ikke så umoderne! Sådan ER det bare i dag. Jeg synes da heller ikke, det er fedt, men…Hvis jeg siger nej, så gør hun det jo bare alligevel?« skriver den 44-årige far til tre og fortsætter:

»Du kan jo som forælder alligevel ikke kontrollere dit barn i døgnets 24 timer, så hvorfor egentlig kæmpe den kamp? Er du egentlig kontrol-freak eller indremissionsk? Vil du have jeg skal sove med mine bilnøgler, eller hvad?«

Og den tidligere tv-personlighed og motorcykelentusiast giver ikke så let op. Han fortsætter på diskuterende vis at argumentere for, at hans datter da skal have lov at køre bil, når de andre børn må.

»OK? Du synes altså, jeg er uforsvarlig? Sludder! Min 10-årige datter er specielt moden, og jeg kører jo også med en gang imellem. Når jeg lige har tid. Det gør jeg da. Eller også så står jeg og kigger lidt på afstand, når hun drøner ned af vejen og ud i krydset.«

Men så tager fortællingen en drejning.

»Selvfølgelig må min ti-årige datter ikke køre bil!« skriver han, og opslagets egentlige pointe er på vej.

Voksnes rettigheder

Jens Romundstad forklarer, at han har skrevet den længere tale, fordi han mener, at kørekortet er en af de sidste ting, der har en ’naturlig aldersmæssig begrænsning’, som ikke er i skred blandt forældre.

Her går det op for én, at Jens Romundstad bruger sin datter og sin bil som et eksempel på, at forældre ikke længere tør sætte grænser for deres børn.

Han stiller spørgsmålstegn ved opdragelsen af vores børn. Og det at ’få lov’, før man er ’gammel nok’.

Han mener, at pointen burde stå klart, hvis du skifter eksemplet ’bil’ ud med for eksempel SnapChat, Facebook, voldelige computerspil som ’GTA’ og ’Call of Duty’ eller realityprogrammer, som kun er egnet for voksne.

Og her kommer han også eventuelle kritikere i forkøbet, som mener, at han blot er en overbeskyttende forælder.

»Det er simpelthen for unuanceret og forkert at affeje min argumentation med, at man ikke skal over-beskytte sit barn. Jeg over-beskytter ikke, når jeg har en holdning til at børn, der i forvejen har svært ved at tale pænt, ser Bikini Island eller lignende, hvor deltagernes skænderier og personangreb næsten er ude af kontrol,« skriver han og tilføjer:

»Jeg sætter heller ikke hverken mig selv eller mine børn op på en piedestal, når jeg egentlig er fortaler for at følge aldersbegrænsninger og tænke i konsekvenser.«

'I virkeligheden tager vi noget fra dem'

Han understreger, at det er trivielt at pointere, at børn ikke er voksne, men han gør det alligevel, fordi han oplever, at børn får voksnes rettigheder langt tidligere, end det er sundt for dem, og at det i sidste ende vil stjæle deres barndom.

»Det at vise hensyn til sit barns trivsel, er blevet noget nær det modsatte, da hensynet ofte skaber problematiske rammer for barnet. I vores iver efter at give vores børn lov til ting ’før tid’, ender det med, at vi i virkeligheden tager noget fra dem,« skriver han og tilføjer:

»Jeg oplever, at ’fordi de andre må’ er ved at blive en gyldig grund, legitimeret af forældrenes angst for at deres barn skal lide den sociale død i fællesskabet. Eller fordi man ikke orker at sige nej, evne at tage en god diskussion og sætte grænser.«

Jens Romundstad har selv brugt meget tid på at tale med sin 10-årige datter om det, han kalder ’den misforståede retfærdighedssans’.

»Jeg tror helt oprigtigt, at hun har fået en bedre forståelse for, at hun er et barn, og ikke behøver at være voksen endnu. At barndom ikke er kikset. At det er ok at dyrke det naturlige. Lege. Læse. Grine. Snakke. Og blive mere sikker på sig selv. Og glad.«

Han understreger, at han sætter grænser for sin datter. Hun får eksempelvis hverken chips eller sodavand med i skole, hun spiller ikke på sin iPad i frikvartererne, og hun må ikke se ’Paradise Hotel’ eller ’Kongerne af Rømø’.

Hun skal være 13, før hun bruger Facebook, hun overnatter først hos kæresten, når hun er 16. Og så får hun først kørekort, når hun fylder 18.

Læs hele opslaget her: