Det begyndte med 260 mennesker i 2006. I dag 11 år senere er antallet til TrygFondens svømmeevent 'Christiansborg rundt' steget til præcis 4080 tilmeldte svømmere i alle aldre med bl.a. den tidligere USA tidligere ambassadør Rufus Gifford, den franske ambassadør Francois Zimeray og OL deltageren Daniel Skaaning.

Området på land ved Den Sorte Diamant ved Københavns Havn var i går et mylder af mennesker i alle aldre iført svømmedragter, der nådesløst afslørede kroppenes facon. Havnens mørke vand var til gengæld plettet af livredderne, der i deres klare orange farvet tøj og gummibåde var klar til at give en hjælpende hånd til de svømmere, som måtte have behov for det.

De 4080 svømmere havde også svømmehætter i forskellige farver på. 10 farver symboliserede hvilken sponsor holdet svømmede for. Eventen var delt op i flere heat, der fra klokken 10.00 -17.00 blev sendt af sted med få minutters mellemrum ud den to kilometer lange rute i vandet i Københavns Havn og senere i kanalerne rundt om Christiansborg Slot.

BTs fotograf Jens Nørgaard Larsen var trukket i dykkerudstyret og tog det vandtætte kamera med for at fotografere svømmerne i kanalernes dybe vand, der også er fyldt med både drivende og højtvoksende tangplanter.

Tangplanter eller ej. Det er ikke underligt, at TrygFondens årlige svømmeevent er vokset så massivt. Den giver nemlig alle vandhunde mulighed for på lovlig vis at svømme i kanalerne rundt om regeringsbygningen. For nogle år siden deltog kronprinsesse Mary helt diskret i eventen. Og i år var det USAs tidligere ambassadør Rufus Gifford, der deltog for anden gang, mens den franske ambassadør Francois Zimeray, OL-deltageren Daniel Skaaning og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) deltog for første gang.