Mathieu van der Poel var hurtigst i spurten efter at have kørt side om side med Tadej Pogacar i finalen.

Mathieu van der Poel er igen cykelkonge af Flandern.

Hollænderen vandt for anden gang i karrieren den sagnomspundne cykelklassiker Flandern Rundt, da han var hurtigst i spurten efter 272,5 opslidende kilometer.

Van der Poel kom ind på opløbsstrækningen i selskab med den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar.

Det så ud, som om løbet skulle afgøres i en stjerneduel, men de to rivaler lurede så meget på hinanden, at de blev indhentet af to forfølgere.

Det betød, at Pogacar blev lukket inde, så Dylan van Baarle kunne sikre sig andenpladsen. Den franske overraskelse Valentin Madouas blev nummer tre, mens en skuffet Pogacar sluttede uden for podiet.

Mathieu van der Poel vandt Flandern Rundt for første gang i 2020, men måtte sidste år se sig slået af Kasper Asgreen.

Nu tog han så revanche i et løb, hvor det dog i vid udstrækning var debutanten Tadej Pogacar, der stod for underholdningen.

Den slovenske multikunstner trykkede gang på gang på speederen og gjorde livet surt for en lang række erfarne Flandern Rundt-krigere.

Da Pogacar med 16 kilometer igen for gud ved hvilken gang satte tempoet i vejret, kunne kun van der Poel følge med.

De to samarbejdede frem til opløbsstrækningen, hvor van der Poel iskoldt ventede til sidste øjeblik med at starte spurten mod målstregen.

For danskerne blev forårets flamske cykelhøjdepunkt en lidt blandet oplevelse.

Mads Pedersen gjorde det fint og sluttede på en fornuftig ottendeplads.

Den tidligere verdensmester var blandt de stærkeste forfølgere, men kunne akkurat ikke hænge på, når Pogacar og van der Poel accelererede på de berygtede brostensstigninger.

Kasper Asgreen stillede op som forsvarende vinder, men kom aldrig til at spille en rolle.

Han havde problemer med at hænge på, da der blev accelereret på vej op ad Oude Kwaremont. Da han kort efter fik defekt, måtte han se konkurrenterne køre væk i horisonten.

Dermed fortsatte klassikerproblemerne for det succesvante Quick-Step-hold, der ikke havde ryttere blandt de ti bedste.

/ritzau/

Genoplev løbet i LIVE-bloggen her: