Et styrt sidste år, hvor han troede det hele var slut. Og så et mere i år til Paris-Nice, der kostede en hjernerystelse.
Jonas Vingegaard har langtfra været heldig på cyklen det seneste års tid, hvor han af to omgange er røget i asfalten og har slået sig så meget, at det har fået alvorlige følger for ham.
I første uge af Tour de France har han på ingen måde lignet en mand, der er mærket af sine styrt.
Danskeren har lignet en bidsk hund, hver gang Tadej Pogacar har sat cyklen i sjette gear, og Visma-stjernen har af flere omgang set frygtløs ud.
»Sådan noget kan godt sætte sig i kroppen, men det virker altså slet ikke til at være tilfældet for Jonas Vingegaard. Han ligner en, der har fuldt fokus,« siger B.T.s Tour de France-ekspert Bjarne Riis.
»Det kan godt ske, at han tænker over det, men han giver ikke udtryk for det. Jeg synes tværtimod, at han kører ret aggressivt og koldt i cykelfeltet. Jeg kan ikke se, at det hæmmer ham.«
Det første styrt fandt sted ved Baskerlandet Rundt i april 2024, der kostede adskillige brækkede knogler i Vingegaards krop og perforerede lunger.
Det næste kom tidligere i år, hvor et dumt styrt resulterede i en forslået hånd og en hjernerystelse, der krævede en pause fra cyklingen.
I stedet ser vi altså en rytter, der på mange måder er frygtløs, og det er bemærkelsesværdigt, når man ser på Jonas Vingegaards statur, påpeger Bjarne Riis.
»Han er fremragende til at begå sig i et felt i forhold til den lille rytter, han er. Mange bjergryttere, der er den størrelse, kan ikke finde ud af at bruge albuer og sådan noget.«
»Jonas haft en god opvækst i Vestjylland i danske løb, og det tror jeg har hjulpet. Han er god til at sidde på viften. Det kunne man sagtens frygte for sådan en lille gut som ham, men det klarer han sgu ret eminent, må man nok sige.«
Du kan følge alt fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her.