Man lærer at leve med det. Som sportsjournalist tilhører man en kaste i faget, der vel kun lige hæver sig over det værste sladder fra de kulørte ugeblades turnus. Man lærer at trække på skuldrene af dogmatiske forestillinger om formiddagsdruk og dovenskab. Om at være en klaphat, om kun at kunne stille spørgsmålet: ’Hvordan oplevede du det derude?’ – og om, at man altid spiser af den hånd, der fodrer dig. Med andre ord, lettere anløben og korrumperet.
Som cykelsportsreporter har numsen været i klaskehøjde mange gange siden syndefaldet i Festina-skandalen i 1998. Det er blevet en fast integreret del af medierutinen i juli også at diskutere mediernes fravær af kritisk dækning.
Dagbladet Information tog i denne uge et kig tilbage til den journalistiske grundstemning i 1990erne – mens Riis-euforien endnu var allermest amokløbende. Man kunne forstå på selvfedmen fra koryfæet Lasse Ellegaard, at der herskede en vis træghed, når det kom til at gennemskue det dopinginficerede cirkus, og at han forlod festen lettere desillusioneret.
Jeg var ret glad for min tidligere kollega Lars Werges stemme i debatten. Den skaldede tometermand er i dag formand i Journalistforbundet, men han var souschef på Berlingske Sport i 1999, hvor det var tid for at få taget Tour-mødommen. Et år efter Festina-skandalen. Og med en masse begyndende rumlerier over ikke mindst Bjarne Riis’ forbindelser til italienske turbo-læger.
Løbet skulle dækkes som en kriminalhistorie. Det var oplægget, hvilket jo lød nemt nok, når nu 1998 havde budt på razziaer og afhøringer i ét væk. Det var også en øjenåbner for, hvad sport kan gøre og hvilken rolle, den har for os. Som åndehul, underholdning og et stykke eventyrligt iscenesat virkelighedsflugt.
Der var en syg ironi i, at vi i det, der skulle være ’fornyelsens Tour’, fik en genopstandelseshistorie med en raskmeldt kræftpatient, som gik hen og vandt løbet syv gange. Ja, navnet var Lance Armstrong, og selv om amerikanerens historie næsten var for god til at være sand, var den også længe så stærk, at tvivlen kom ham til gode.
Historien har gentaget sig. Ikke mindst med danske aktører som Michael Rasmussen. Den detroniserede bjergkonge har også budt ind med en påstand om, at journalisterne var medvidende om hans svindelnummer i 2007, hvor det var snublende tæt på at blive til endnu en dansk vinder i Tour de France. Rasmussen synes at have fortrængt, hvordan det (også) var danske journalister, der under Tour de France begyndte at pille lagene af hans løgne. Og som også hos en betydelig del af fanskaren herhjemme blev tildelt en skurkerolle i selskab med daværende DCU-direktør Jesper Worre, da Kyllingen blev sendt hjem.
Journalistik handler om dokumentation og rygende pistoler. Hverken i Rasmussen eller Armstrongs tilfælde har de været der. Indicier, ja. Men ikke håndfaste beviser. Hurra for den lille forskel.
Bagklogskaben har gode vækstbetingelser. Ikke mindst når det gælder journalistik. I en anden og langt mere alvorstung realverden kan man jo bare se, hvordan finanskrisen blev født af en vildtvoksende og sammenspist finanssektor. Af oppustede låneaftaler og sminkende regnskaber, der sendte os ud i en ny verdensorden.
Jeg har tit tænkt på, hvor alle de knaldhamrende dygtige, veluddannede og insisterende business-journalister kunne overse faresignalerne her. Selv om jeg nok burde vide bedre. Længere er der faktisk ikke fra cykelsport til Bernie Madoff.
