»Pogacar får sin femte sejr næste år. Og så seks, syv,« lyder det fra cykel-legenden Eddy Merckx.

Det belgiske ikon holder selv rekorden for flest Tour de France-sejre sammen med Bernard Hinault, Jacques Anquetil og Miguel Indurain, men allerede næste år forventer han, at Tadej Pogacar tangerer rekorden med fem sejre.

Vingegaard var førsteudfordrer, men ingen reel trussel, mener legenden.

»Det var en komplet walkover . Tadej er den bedste, mest komplette af dem alle. Denne Tour gjorde det meget tydeligt. Ingen kan true ham,« siger han ifølge Algemeen Dagblad.

»Jeg forventede det fra Vingegaard (At han kunne true Pogacar, red.) , men han var ikke så stærk som for to år siden.«

»Nej, ingen anden rytter i denne generation er i stand til at give ham kamp til stregen. Ikke engang Remco Evenepoel, desværre. Til min store fortrydelse, for jeg ville virkelig gerne selv se det anderledes.«

Vingegaard var 4 minutter og 24 sekunder efter dette år Tour de France-vinder og og stod på podiet for femte år i træk.

Hos spanske Marca er de også skuffede over anden halvdel af løbet.

»Vingegaard sagde, at han var parat til at dø og dræbe , men det er et personlighedstræk, man enten har eller ikke har,« skriver Spaniens største avis i deres samlede dom over dette års Tour og konstaterer, at danskeren altså ikke besidder den kvalitet.

De har kun lige ladet Vingegaard bestå på deres karakterskala.

»En andenplads er en kæmpe præstation, men en tredje- eller fjerdeplads ville have betydet en dumpekarakter, så han består. Det krævede mod (og angreb) at hæve hans vurdering,« skriver de videre.

Andenpladsen var dog aldrig i fare, da Vingegaard havde svimlende seks minutter og 36 sekunder ned til Florian Lipowitz på tredjepladsen.