Anders Agger, MaryFonden og en lang række af professorer.
Listen over modtagere af Folkesundhedsprisen er lang. Alligevel kan man ikke finde en modtager, der minder om den, der er valgt i 2025. For første gang er det nemlig en kommerciel aktør.
»Vi er rigtig glade for, at vi får anerkendelse for det arbejde, vi gør med at fremme folkesundheden,« lyder det fra Claus Krogh, Head of Corporate Affairs i Lidl Danmark, da B.T. taler med ham.
Grunden til, Lidl er blevet valgt til at modtage prisen, er blandt andet, at de som den første og indtil videre eneste dagligvarekæde har sat sig som mål at fjerne tobak- og nikotinprodukter helt fra hylderne. Det skal ske inden 2028.
Desuden har de gjort meget for at fremme salget af frugt og grønt.
Forperson for Dansk Selskab for Folkesundhed, der står bag prisen, Christina Bjørk Petersen, kommer med en forklaring på, hvorfor det for første gang skal være en kommerciel aktør, der får prisen:
»Hvis vi rigtig vil rykke ved tingene, er vi nødt til at komme ud af vores ekkokammer. Vi er nødt til at komme ud til både civilbefolkningen og private virksomheder, og det gør vi nu her med denne pris. Og Lidl har gjort det rigtig godt med at fjerne tobak og nikotinprodukter fra hylderne og gøre frugt og grønt mere tilgængeligt,« siger hun.
De er jo stadig købmænd. Risikerer man ikke, at virksomheders kommercielle fokus og jeres sundhedsfokus kan være modstridende?
»Det er klart, Lidl har deres egne interesser, men nogle gange kan vi godt have det samme mål – som når de eksempelvis fjerner tobak- og nikotinprodukter. Så er det bare win win. Og man kommer ikke udenom, at de spiller en rigtig vigtig brik i forhold til folkesundheden.«
Lidl fik for nylig en tredjeplads i en måling, hvor danskerne skulle vurdere, hvor glade de er for deres egne indkøbssteder.
Til gengæld gik dagligvarekæden tilbage på parametrene image og samfundsansvar.
Hvordan tror du, det kan være, når I samtidig kan blive udvalgt til at modtage sådan en pris som den her?
»Det er rigtigt, at vi var gået lidt den modsatte vej på de to ting, men vi er på rette vej. Det tager noget tid at ændre folks meninger. Når Meny scorer højest på det parameter, så er det ikke sket på seks måneder. Der ligger mange års arbejde bag,« siger Lidl-chefen Claus Krogh og uddyber:
»Vi fortsætter i samme spor, og så tænker jeg, at hvis man måler på det samme i 2030, vil du se en helt anden måling.«