Det vakte opsigt, da den bosniskfødte betjent ved Fyns Politi, Elvir Abaz, torsdag blev kendt skyldig i en lang række tilfælde af tjenestemisbrug, herunder videregivelse af fortrolige oplysninger.
Nu stempler landets justitsminister, Peter Hummelgaard (S), ind i sagen.
»Jeg er bekymret og ærligt talt også chokeret over den konkrete sag,« lyder det fra Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar til B.T.
»Det skal selvfølgelig have konsekvenser, hvis en betjent misbruger sin stilling,« tilføjer han.
Peter Hummelgaard understreger, at han finder det »mest rigtigt«, at han som justitsminister ikke kommenterer sagen nærmere, da Elvir Abaz ankede dommen på 30 dages ubetinget fængsel på stedet.
Selvom dommen har ført til hård kritik af Fyns Politis ledelse, har Peter Hummelgaard fortsat »generelt stor tillid til vores politi«, lyder det.
»Det mener jeg i høj grad også, at borgerne kan have. Derfor er det også vigtigt, at det bliver taget alvorligt, når medarbejdere i politiet forbryder sig mod reglerne,« siger justitsministeren og tilføjer:
»Derudover har jeg noteret mig, at politidirektøren ved Fyns Politi har fundet anledning til at indskærpe over for de ansatte, hvordan man bruger – og ikke bruger – mobiltelefoner i tjenesten.«
Samtidig bakker Peter Hummelgaard sin partifælle Frederik Vad op i den debat om mulig infiltration af offentlige myndigheder, som han har sat i gang.
»Jeg vil i forhold til debatten om mulig infiltration af vores myndigheder understrege, at den både er nødvendig og vigtig, og at det er dybt alvorligt, hvis der er politifolk, der misbruger deres stilling til at undergrave det danske samfund indefra,« siger Peter Hummelgaard.
Justitsministeriet kan derudover oplyse, at ministeriet er i gang med at undersøge muligheden for, at Det Kriminalpræventive Råd kan lave en rapport om muliggørere i Danmark i stil med den rapport, der blev offentliggjort i Sverige sidste år.
Regeringen lancerede desuden i januar 2025 »Et frit liv i Danmark« med 22 konkrete initiativer til en styrket indsats mod negativ social kontrol og parallelsamfund. Ét af initiativerne er udarbejdelse af en analyse af tavshedskultur og eventuel udøvelse af negativ social kontrol i offentlige myndigheder.