Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

På papiret har denne søndag i Superligaen noget super-søndag over sig.

FCK-FC Midtjylland og AaB-Brøndby lyder af noget. Og hvis man for en stund spoler tilbage til den udgave af Superligaen, vi sendte på vinterferie i december, ja så havde dette været to enorme kampe at se frem til.

Der er vi ikke i dag.

Ikke at vi ikke skal have lov at håbe på en superligasøndag, der hæver sig ud over det sædvanlige. Det skal vi, og det gør vi.

Men sandheden om Superligaen, som den tager sig ud her midt i 27. spillerunde, er den, at vi ganske enkelt ikke er oppe at flyve. Ikke engang tæt på at lette, synes jeg.

Tanken slog mig for alvor, da jeg i søndags sad i Brøndby og så hjemmeholdet og AGF spille et klassisk opgør foran sådan cirka 8500 tilskuere. Jeg synes ikke, at det var en ret god fodboldkamp, og kulissen var kun halvt så god, som den kan være i Brøndby.

Da vi så efterfølgende stod i det, der hedder mixed zone, mødestedet for presse og spillere og trænere, hørte jeg Auri Skarbalius analysere kampen. Han var ret godt tilfreds med det, han havde set fra Brøndby, og det er han jo virkelig i sin gode ret til at være.

Men jeg håber, at vi må forvente lidt mere. Ligesom jeg håber, at vi må forvente mere, end det to sub-tophold som AaB og Randers gav i mandagens kamp. Det var en voldsomt trist oplevelse.

Superligaen er i hysterisk hård konkurrence om vores opmærksomhed med kampe på et meget højere niveau, som vi hele tiden kan se.

I dag kan man vælge at blive hjemme fra de to topkampe i Danmark for på skærmen at se, om Leicester på Old Trafford bliver mestre i England.

I den uge, vi går ud af i dag, har vi, efter at have snorket os igennem City-Real Madrid, mærket al den intensitet og kvalitet, Champions League kan rumme, da Atlético Madrid mødte Bayern.

Og nej, vi kan og skal ikke forvente, at hverken Randers, Brøndby, AGF. FCK, AaB, FCM eller alle de andre danske hold præsterer på sådan et niveau. Superligaens attraktionsværdi bliver til hver en tid den lokale forankring, tror jeg. Det er nærheden, der især får os til at vende tilbage, men det gør det ikke alene.

Vi har også brug for personligheder og noget så enkelt som godt spil.

Og nu både hører og mærker jeg allerede horden af Brøndby-stemmer, der kommer efter mig, når jeg igen vender tilbage til den kamp i Brøndby i søndags, men det var nu engang der jeg var.

Og der i den mixed zone blev jeg rent ud sagt forbløffet, da en af mine kollegaer stillede Auri Skarbalius det helt rimelige og på alle måder ufarlige spørgsmål, vil jeg mene, om Brøndby-træneren kunne overveje at spille med to angribere fremover.

Ved I hvad? Det ville Auri Skarbalius ikke svare på - som jeg forstod det, fordi analysen i det svar ville blive for dyb. Jamen, det sagde han virkelig.

Og det nævner jeg ikke, fordi jeg har noget imod Auri, der også ret klart har meddelt, at han dybest set er uinteresseret i sin rolle som forbipasserende gæst i Superligaen. Jeg nævner det, fordi Superligaen sådan helt generelt skal være sig bevidst, at varen ikke er vildere, end at dens aktører er på et stort arbejde både på og uden for banen for at holde den almindelige fodboldtilskuer interesseret i at følge med. Og at en del af det spil også foregår i medierne.

I sidste uge stak vores fodboldekspert her på BT, Peter Sørensen, snuden ud i (mod)vinden, da han dristede sig til at mene noget om AGF’s niveau i tiden under Morten Wieghorst og Glen Riddersholm.

Grænserne for kollegialitet er en personlig sag at finde og trække, og det er helt rimeligt at mene, at man ikke kan tillade sig at mene noget om noget, der foregår i naboens have. Men skoene må heller ikke blive for små, hvis ikke det skal blive for kedeligt. Ikke for min og mine kollegaers skyld, men for det publikum, der holder hele festen i live.

Den påmindelse skal blive udgangsreplikken på en dag som i dag, hvor vi skal se FCK-FCM og huske på, hvad Glen Riddersholm og Ståle Solbakken gennem deres modige og offensive medieprofil også har været med til at gøre det opgør til.

Andre læser også