En ny bog om børns sundhed og madvaner, skrevet af en læge, forårsager allerede før udgivelsen et voldsomt slagsmål mellem førende danske læger.

'Vrøvl' og farligt for børnene' er nogle af de ord og vendinger, det fyger med i læge-krigen.

Læge Charlotte Bech opfordrer i sin nye bog 'Godt og sundt for børn', der udkommer nu, forældre til at forbyde kød og fisk på middagsbordet. Ved kun at stille vegetarisk mad foran børnene vil forældrene sikre deres afkom et liv uden den store risiko for hjertesygdom og kræft, mener hun.

- Det ideelle er at indføre en helt kødfri kost - at leve 100 pct. vegetarisk uden at indtage nogen former for kød, fjerkræ eller fisk.

Hvis børnene holder sig til grøntsager alene, vil de have langt større chancer for at få et langt og godt liv, siger Charlotte Bech.

Bogen og dens anbefaling får den kendte ernærings-professor Arne Astrup helt op i det røde felt:

- Forfatteren mangler tilsyneladende helt elementær viden om ernæring - det er der desværre mange læger, der gør. Bogen leverer en lang række postulater, som totalt ignorerer almindeligt lærebogsstof inden for ernærings-videnskaben, siger Arne Astrup.

Farlig religion

- Det er farligt, når kostvejledning bliver til religion. Børn risikerer at komme i fare, hvis forældrene slavisk efterlever bogens råd. Problemet er, at danske forældre ikke kan sikre barnet tilstrækkeligt med bælgfrugter, linser og så videre. som erstatning for proteinerne i kød og fisk.

- Det handler både om tilgængelighed og viden hos danske voksne, siger børne- og ungelæge Vibeke Manniche, forfatter til flere fagboger om børn og kost.

Hvordan har du det med, at andre læger tager afstand fra dine anbefalinger?

- Det tager jeg roligt. Jeg læner mig op ad en lang række videnskabelige undersøgelser, siger læge og forfatter Charlotte Bech, der udover at skrive bøger om sundhed driver en lægepraksis, hvor hun bl.a. tilbyder sine patienter behandling med akupunktur og naturlægemidler.

Naturlige vegetarer

- I store dele af verden har folk - også børn - levet af friske økologiske grøntsager, frugter, fuldkornsprodukter og vegetarisk protein i tusindvis af år.

Frihed fra kød vil aflaste og styrke barnets fordøjelse. Kød indeholder vanskeligt nedbrydelige fedtstoffer og belaster derfor leveren og andre indre organer og kirtler.

Kød giver en stor mæthedsfornemmelse, og derfor kan måltider med meget kød betyde, at barnet spiser mindre frugt og grønt, som for det første indeholder mange vigtige vitaminer og mineraler, og for det andet virker som naturlige antioxidanter.

Vegetarer lever længere

Hvorfor går du så vidt, at også fisk skal være forbudt for børn?

- Studier har vist, at vegetarer, der ikke spiser fisk, er sundere og lever længere end vegetarer, der spiser fisk. Indtagelse af fisk øger også kolesterolindholdet i blodet, siger Charlotte Bech, der anbefaler, at disse ting indgår i børns daglige hovedmåltid:

Bælgfrugter, grøntsager, friske krydderurter, krydderier, spirer, frugtmos, mælkeprodukter (dog ikke mælk), kornprodukter, frø, kerner, mandler, nødder, smør og planteolie.

Professor Arne Astrup ryster på hovedet over lægens anbefalinger - især at hun siger god for smør, samtidig med at hun afviser kød og fisk:

- Helt at fraråde børn at indtage kød, fjerkræ og fisk er bestemt ikke hensigtsmæssigt. Det er som vegetar vanskeligt at få nok jern og protein og i de rette mængder.

Det rene vrøvl

At børn ikke skulle have fordøjelseskapacitet til at fordøje og optage fedt - som hævdet i bogen - er det rene vrøvl. Videnskabelige undersøgelser har klart påvist, at der ikke er nogen problemer med at fordøje og optage fedt, selv i store mængder.

Samtidig med at Charlotte Bech afviser kød, anbefaler hun smør som et gavnligt fedtstof. Selvmodsigende, fordi smør jo netop indeholder meget store mængder mættet fedt.

- Intet kød indeholder så meget mættet fedt som smør, siger Arne Astrup, der også finder det betænkeligt, hvis børn ikke får fisk og dermed de livsvigtige n-3 fedtsyrer.