Den tidligere angriber Dennis Flinta er blevet omskolet til højre back, og ifølge sin træner er han blandt de allerbedste i landet på sin plads
Da Dennis Flinta tilbage i 2005 skiftede Brøndby og Vestegnen ud med Silkeborg IF og midtjysk muld, var det i rollen som spydspids eller målsøgende kantspiller. Den tid er dog tilsyneladende over for den 26-årige spiller, der også har været et smut i FC Midtjylland, idet han i denne sæson har spillet fast på pladsen som højre back, hvilket ikke generer sjællænderen.
- Der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig glad for at spille back, og jeg føler egentlig, at omskoling har været meget naturlig i og med, at jeg har udviklet min spillestil. Der er ikke så mange fine finesser, som der var, dengang jeg spillede angriber. Nu har jeg fået en lidt anden spillestil med lidt mere sul på kroppen, udtaler Flinta til klubbens egen hjemmeside.
Cheftræner Troels Bech mener endda, at han i Flinta råder over Superligaens måske bedste højreback.
- Han ligner en, der også kan konkurrere udad klubben på den plads. Man skal da være velkommen til at måle ham med de andre backs, vi har i Danmark. Jeg synes faktisk, at han er så godt kørende lige nu, at der er mange, der vil få et godt bytte, hvis de byttede ham med deres egen højre back – undtagen SIF, udtaler den karismatiske træner og fremhæver Flintas sikkerhed og stabilitet.
- Han var faktisk en af de få, der også holdt et flot niveau i starten af sæsonen. Så fik han en skade og var lidt ude og skulle tage tilløb igen, men senest imod SønderjyskE, var han rigtig, rigtig stærk. Han er gået fra at være en, der skulle øve sig i at spille en ny plads som back, til at være et holdepunkt.
Dennis Flinta mener selv, at han har en fordel i og med, at han har en fortid som angriber.
- Når man selv har spillet kant og angriber, så har man mødt nogle typer, som man godt kunne lidt at spille overfor, og nogle man syntes knap så godt om. Dem, jeg ikke har været så glad for at spiller overfor, prøver jeg at imitere. Jeg kan selv huske, at det var irriterende, hvis der lå en back tæt på mig hele tiden, og det er sådan nogle ting, jeg stiler efter, slutter Flinta.