Socialdemokraterne har forholdt sig helt passive i sagen om Venstres ulovlige brug af portrætfotograf Lars Svankjærs billeder af Helle Thorning og Villy Søvndal i en ny kampagne. Et brug fotografen føler sig krænket over.

Fotografens klagesag er i sig selv en fin sag for Socialdemokraterne, fordi den fjerner fokus fra budskabet i 'Kig bag facaden', der handler om at S og SF ikke kan redegøre for deres økonomiske politik.

Men i virkeligheden spiller Socialdemokraternes partikontor en ikke uvæsentlig rolle i fotografens sag.

LÆS OGSÅ:

Bt.dk kan nu afdække, at Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby ringede til fotografen, Lars Svankjær, så snart han opdagede, at billedet blev brugt i Venstres kampagne. Og Lars Midtiby anbefalede direkte fotografen, at benytte sig af Socialdemokraternes advokatkontor Kønig og Partnere. 

Det er da også Christian Zeeberg Madsen fra Kønig og Partnere, der har sendt et brev til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. I brevet kræver han, at partiet fjerner billedet af de to røde ledere fra deres annoncekampagne mod oppositionens økonomiske plan. Og hvis ikke billedet bliver fjernet, er advokaten klar til at føre en sag ved fogedretten.

LÆS OGSÅ:

Lars Midtiby erkender overfor bt.dk, at han har anbefalet fotografen partiets advokatkontor, men han afviser at svare på, om Socialdemokraterne også betaler advokatregningen. 

- Jeg tror slet ikke det bliver aktuelt, for jeg er temmelig sikker på, at det ender med Venstre må betale advokatregningen, siger Lars Midtiby.