Skarp, fræk og øretæveindbydende er ord, der ofte forbindes med Jens Rohde. I sine seks år som politisk ordfører for Venstre var han en utrættelig og yderst loyal støtte for Anders Fogh Rasmussen.
Snart to år efter Foghs farvel er Jens Rohde parat til at gøre boet op. At se på arven efter Fogh med friske øjne. Ikke på den forudsigelige og gennemført negative måde, som oppositionen allerede har gjort det ganske længe.
Men som den insider han var med sin placering helt inde i Foghs maskinrum. Og med de nuancer i vurderingen, der opstår, når perioden - Fogh-æraen - er kommet lidt på afstand.
Fik mange tæv
Selv om meget lykkedes, erkender Jens Rohde ganske åbent, at der også var ting, Fogh burde have grebet an på en anden måde.- Vi må erkende, at vi ikke magtede at styre det offentlige forbrug. Men man skal også huske, at vi fik mange tæv for at holde kommunerne i kort snor. Jeg tvivler på, at vi nogensinde får en regering, der magter det, siger Jens Rohde.
De gode tider blev lidt af en sovepude, og Fogh forsømte at forberede Danmark på tiden efter opsvinget, har de økonomiske vismænd påpeget mange gange. Velfærden løb simpelthen løbsk. Men de glemmer, påpeger Rohde, at pengene i de år fossede ind i statskassen. Det gik rigtig godt. Der var penge til det hele.
Sov ikke tiden væk
- Alle er så kloge. Ingen havde forudset finanskrisen. Det skal man lige huske, siger han og understreger, at Fogh bestemt ikke sov de gode tider væk. Eller soldede dem op, sådan som Helle Thorning-Schmidt hævder.- Det er bagklogt at påstå, at vi ikke polstrede økonomien til at klare krisen. Gældsafviklingen var den bedste måde at gøre det på. Bare se hvor godt vi står i forhold til alle de andre europæiske lande, siger han.
Nødvendige reformer
Under Foghs otte år blev der også gennemført mange helt nødvendige reformer. Af efterlønnen, kommunerne, gymnasierne, domstolene og politiet. Men det hele sled voldsomt. Venstre betalte så at sige magtens pris, siger Jens Rohde.- Ja, vi har dæmpet retorikken, og der har været områder, hvor vi måtte holde igen. For den liberale sjæl har det været nogle hårde begrænsninger, siger han.
Gulddrengen blev sendt i byen
Jens Rohdes daværende partifælle Leif Mikkelsen, som i dag er medlem af Liberal Alliance, husker glimrende, hvordan Rohde som gulddrengen blev sendt i byen for at slå alle tendenser til liberale oprør i baglandet ned. I 2003 formulerede Leif Mikkelsen i øvrigt sammen med Søren Pind og Peter Christensen ti liberale teser.- Vi fik et drag over nakken. Fogh sagde, at hvis det blev vedtaget på landsmødet, ville han gå af. Så blev kredsformændene nervøse, og vi blev banket på plads, siger Leif Mikkelsen.
Jens Rohde mener selv, at Venstre er blevet for værdikonservative i stedet for værdiliberale.
- Der har været for meget fokus på straf og forbud. Det er ikke liberalt at ville afskaffe Christiania, men sådan en konservativ tankegang. Vi har indført knivforbud. Det er også konservativt, siger han.
Afklædt og desperat
Også den måde debatten om udlændingepolitikken har udviklet sig på, bekymrer ham. Godt nok har stramningerne været så stor en succes, at ingen tør gå til valg på at ændre dem. Men det har efterladt Dansk Folkeparti afklædt og desperat.- Jeg opfatter det en gang imellem sådan, at DF dermed synes, de kan legitimere, at vi ikke skal hjælpe nogen noget sted i verden, hvis vi kan blive fri. En sådan holdning ligger meget langt fra min og den liberale grundtanke. Og det ærgrer mig, at vi står med det paradoks, at vi har fået så meget styr på udlændingepolitikken, at ingen indvandringssag er blevet for lille til DF.
På den måde er anstændighedsråderummet paradoksalt nok blevet mindre. Det bryder jeg mig ikke om, siger Jens Rohde.
