Et ægte trekantsdrama er under opsejling i den absloutte top af dansk politik, og det involverer formændene for de tre største partier, Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, formanden for det største parti i blå blok, Kristian Thulesen Dahl (DF) og formanden for det største parti, Socialdemokraterne, Mette Frederiksen.

I et interview med BT fortæller Kristian Thulesen Dahl nemlig, at der er opstået »varme følelser« til S-formanden.

»Der er opstået en god kemi mellem Mette Frederiksen og mig. Efter dagpengeforhandlingerne i oktober følte jeg, at jeg havde talt mere med Mette Frederiksen under de forhandlinger, end jeg havde gjort med Helle Thorning-Schmidt i hele sidste valgperiode. Vi havde fælles interesser, og hvorfor så ikke udnytte det til at skubbe Lars Løkke i den rigtige retning – nemlig en løsning, der var tættere på det, fagbevægelsen ønskede,« siger Kristian Thulesen Dahl til BT.

Tilnærmelserne til S-formanden sker samtidig med, at forholdet mellem DF-formanden og Lars Løkke er kølnet betragteligt ovenpå folkeafstemningen om retsforbeholdet, hvor Lars Løkke sagde, at han var skuffet over DF-formanden. Efterfølgende har forholdet mellem DF og V lidt skade ved, at Venstre ikke vil være med til at lave flygtningelandsbyer – som DF er enig med S om – og derfor brød forhandlingerne om flygtningestramningerne sammen.

Kristian Thulesen Dahl oplever, at DF har et godt samarbejde med S om dette emne, præcis som i dagpengeforhandlingerne.

»Det er nøjagtigt det samme – S kommer med et forslag, der bringer vores politik tættere på mål. Og det er en af de måder, vi kan arbejde på, hvor vi kan få mere ud af at stå udenfor regering end ved at sidde i regering,« siger Thulesen Dahl, der også personligt har tillid til Mette Frederiksen. En tillid, som ikke var til stede med den tidligere formand for S, Helle Thorning-Schmidt.

Mette Frederiksen selv glæder sig over Thulesens tilnærmelse.

»Jeg har et fint forhold til Kristian Thulesen Dahl og DF i det hele taget. Samfundet har brug for politikere, der kan arbejde sammen, og min erfaring tilsiger mig, at det ofte kræver et tillidsfuldt forhold til hinanden,« siger Mette Frederiksen.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup vurderer, at vi er tættere på en situation, hvor DF vil foretrække at samarbejde med S i stedet for V – en situation, der kan blive fatal for Venstre og Lars Løkke Rasmussen.

»Det har i mange år stået klart, at den dag, Socialdemokraterne fandt ud af, hvad de kunne bruge Dansk Folkeparti til, så kunne det blive rigtig farligt for de borgerlige. Det er det, vi nu ser begyndelsen på. Der er ingen tvivl om, at der er en række områder, hvor det er nemmere for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne at blive enige, end det er for Dansk Folkeparti og Venstre. Det drejer sig om nogle af de mest populære dagsordener indenfor velfærdspolitikken,« siger Søs Marie Serup.

Lars Løkke Rasmussen er dog ikke bekymret for den nye tætte relation mellem S og DF.

»Det er da hyggeligt, hvis de kommer godt ud af det sammen,« siger han og tilføjer: »Jeg har selv et fantastisk fint forhold til Kristian Thulesen Dahl. Han har været på mit kontor så sent som i dag (tirsdag red.) og drikke kaffe. Jeg har også et fint forhold til Mette Frederiksen og andre partiledere. Men det er jo ikke det, der bærer politik. Det handler jo ikke om, hvem man er venner med, men hvem man deler holdninger med. Jo bedre, et personligt forhold ,landets politikere har til hinanden, desto bedre for Danmark,« siger Lars Løkke Rasmussen.

LÆS MERE I BT TORSDAG