På trods af SFs voldsomme fald i meningsmålingerne i hendes formandstid, så mener Annette Vilhelmsen alligevel, at hun har været en god formand for SF.

Hun har fået hug i meningsmålingerne gang på gang, hvor partiet flere gange har været faretruende tæt på spærregrænsen. Faktisk har SF haft én lang nedtur, siden den nu afgående SF-formand Annette Vilhelmsen blev formand for partiet.

Men selv om SF nu nærmest er ved at gå i opløsning, efter partiet på dramatisk vis torsdag forlod regeringen og flere markante SF'ere er fratrådt deres poster i partiet, så fortryder Annette Vilhelmsen ikke, at hun har været formand for partiet. Faktisk synes hun, at hun har klaret det godt. Det fortalte hun, da hun chattede med BTs læsere fredag.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt, at jeg stillede op som formand. Det har været spændende og lærerigt, og jeg tror faktisk også, at det har været godt for SF. Vi fik faktisk over et år, hvor der har været rimelig ro og rimelig samling, fortalte Annette Vilhelmsen, der overtog formandsposten i SF efter Villy Søvndal den 13. oktober 2012.

Annette Vilhelmsen tilføjer dog, at hun ærgrer sig over, at SF ikke længere er i regeringen. Selv om det var hende selv, der trak stikket ud - og tog SF ud af regeringen. Det gjorde hun efter den megen polemik, der havde været i SF om, hvorvidt man kunne blive enig om at følge regerings linje i sagen om salget af 19 procent af aktierne i Dong til den amerikanske kapitalbank Goldman Sachs.

Efter et intens krisemøde i SF onsdag aften, tilkendegav samtlige gruppemedlemmer i 11. time, at de torsdag ville stemme med regeringen. Men alligevel trak Annette Vilhelmsen altså SF ud af regeringen.

- Det gjorde jeg, fordi det til enhver tid er formandens opgave at gøre regnebrættet op. En drøftelse i vores landsledelse viste, at der var et meget lille flertal, og det var også meget svært i forhold til folketingsgruppen at få en en-tonet opbakning. Som formand for et regeringsparti er jeg nødt til at vide, om jeg har opbakning bag mig i forhold til den linje, jeg har lagt. Det oplevede jeg var meget vanskeligt, svarede Annette Vilhelmsen i chatten.

Hun gav desuden udtryk for, hvordan SF ville klare sig i regeringen, når de store sager om f.eks. den nye vækstplan og beskæftigelsesindsatsen skal behandles i foråret.

- De bliver jo ikke mindre end sagen om Dong og Goldman Sachs. Så min vurdering var, at vi måtte tage SF ud af regeringen, så vi kunnet få samlet partiet sammen, forklarede den afgående formand.

En bt.dk læser ville vide, om Annette Vilhelmsen følte skyld over, at forlade regeringen i utide?

- Nej det føler jeg ikke skyld over., Det er min opgave som formand at forlade regeringen i tide og tage beslutninger i tide og det er hvad jeg har gjort, lød det fra Vilhelmsen, der også gav udtryk for, at hun var glad for, at SF trods udmeldingen af regeringen havde valgt at stemme ensartet imod Enhedslistens beslutningsforslag.

- En gruppe uden ordførere etc. står skrøbeligt i sådan en situation. Når jeg anbefaler, at man stemmer som gruppe, så er det samtidig en beskyttelse af gruppen, hvis der er én med et særstandpunkt, så svækker det gruppeloyaliteten, hvis man ikke værner om det, så det skal man være varsom med at bryde.