Anmeldelse: Endnu en gang leverede Depeche Mode en magisk aften i verdens mindst magiske koncertarena.
Hvilke andre navne ville turde og slippe af sted med at stille sig op efter to timers koncert og give en sjælfuld, minemalistisk og groovy version af David Bowies ’Heroes’ som helt naturligt bindeled mellem og afsæt for to af dets egne største hit, leveret i delvis reviderede versioner?
Og det som afslutning på endnu en mindeværdig koncert.
Depeche Mode kan og kunne i aften i Parken.
Onsdag aften stod København i disruptionens tegn, for nu at bruge et af tidens særeste modeudtryk. Disruption i betydning ’forstyrrelse’ i form at buldrende støj fra en af Distortion Festivalens scener på Rådhuspladsen i København.
Forstyrrelse i Parken i form af mere end en snes uregerlige technosange fra det altid hypnotiske liveband Depeche Mode.
Allerede fra første sekund, og det var på sekundet, præcis kl. 20.45, sprang især én ting i de hårdt prøvede ører. God lyd i Parken. Ja sgu. God lyd på Martin Gores guitar, på Dave Gahans baryton, trommerne, keyboards og elektronikken.
Fantastisk at opleve en rockgruppe – jo, Depeche Mode er et rockband – med så klar lyd, der kunne bære i sig selv, uden at lydmanden behøvede at ty til lydcrewets sædvanlige undskyldning for et discount lydanlæg: vi skruer bare volumenknappen i bund, så opdager de det nok ikke.
Martin, Dave og Fletch lagde ud med ’Going Backwards’ fra det næsten helt nye album ’Spirit’. I sig selv en slags prolog til et album, hvor den næsten 40 år gamle engelske trio maler kulsorte mareridstbilleder af en verden på afgrunden, politisk, moralsk, miljømæssigt og socialt.
’Spirit’ er en svært dyster synth-symfoni.
Først i fjerde nummer med den meget Depeche Mode’ske titel ’A Pain That I’m Used To’ ramte den engelske trio og deres to faste liveband-medlemmer det ’wouuch’, der har gjort dem til verdens mest forunderligt magiske stadionrockband. Med en portefølje af sange, hvor introverte tekster konstant udfordres af ekstrovert iscenesættelse.
Med Dave Gahans karismatiske sang ovenpå de orkestrale lydflader i bredest mulige format, et konstant fængende groove og Martin Gores glitrende guitar bling-bling ind og ud af sprækkerne i den elektroniske lydmur.
Med den sexede ’In Your Room’ med tykt dancebeat som et foreløbigt højdepunkt, og så lige over i 'Violator'-klassikeren 'World in My Eyes’ med to lige så klassiske keyboardtemaer, der stritter op mod hinanden i en forbandet medrivende dance macabre og den evigt pulserende trommeslager Christian Eigner bankende nedenunder.
Det er det vidunderlige ved Depeche Mode; allerede dér efter 40 minutter var den der, følelsen af symfonisk symbiose mellem sange, band og publikum. Som liveband har Depeche Mode sangene, historien, storheden – og arrogancen på den fede måde – der gør, at de kan gemme de største hit til sidst i sættet. Tilsyneladende helt uden risiko for at tabe næsten 40.000 mennesker i verdens mindst velegnede koncertarena på gulvet.
David Gahan, Martin Gore og Andy Fletcher har efterhånden en del sæsoner på bagen. De vælger at fremstå som sig selv, deres klassiske vestklædte, sortneglede karakterer på scenen. David Gahan bevæger sig stadig ubesværet rundt som en vårhare på sprøjtede gulerødder, mens han synger de fleste af sangene.
Men det var som altid Martin Gore i front for ’A Question of Lust’, helt alene kun akkompagneret af et piano. Igen al mulig grund til at lette på firserhåret for det lydanlæg, Depeche Mode medbringer på denne turné. Fraset et vel uundgåeligt ekko lå Gores sang ganske perfekt afstemt i forhold til pianoet.
Og som han stod der smilende, ydmygt, næsten undseeligt og vinkede akavet ud mod publikum et tyst øjeblik midt i Depeche Modes maskinstorm. Ja, det var så smukt, så smukt. Igen i ekstranummeret ’Somebody’, en ballade af Billy Joelske proportioner. Det var der, armhårene begyndte at stritte.
Det er som om, at når deres numre lukkes ud af det mere eller mindre klaustrofobiske lydunivers på plade, kommer der liv sjæl og blod i sangene, især påfaldende i de fem nye numre fra det i øvrigt fremragende konceptuelle, dommedagsvisionære ’Spirit’-album
Med Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang ’Enjoy the Silence’, der bliver mindre og mindre forsagt, jo ældre det bliver.
Ligesom ’Walking in My Shoes’ bliver en tak mere funky, for hver gang jeg hører det live.
'Everything counts in large amounts’ sang de i ’Everything Counts’.
Alt talte i store mængder denne aften i Parken. Følelse. Fest. Eletronisk ekstase.
Hvor de får det fra, ved de vel kun selv. Depeche Mode levede endnu en sekstjernet techo-gospelmesse denne aften.
Depeche Mode, Parken, onsdag aften.
Sætliste
Going Backwards
So Much Love
Barrel of a Gun
A Pain That I'm Used To
Corrupt
In Your Room
Play Video
World in My Eyes
Cover Me
A Question of Lust
Home
Poison Heart
Where's the Revolution
Everything Counts
Stripped
Enjoy the Silence
Never Let Me Down Again
Ekstranumre
Somebody
Walking in My Shoes
'Heroes' (David Bowie cover)
I Feel You
Personal Jesus
