Det tog tid men Ryan Adams spillede sin koncert i mål takket være en fornem finale i i Falconer Salen på Frederiksberg i København mandag aften.
Amerikanske Ryan Adams gør sig i det, man kaldte 'countryrock', dengang Ruder Konge stadig gik i korte bukser og røg fede bag skolens cykelskur. I dag kalder hipsterne det for 'alternativ country' – formentlig fordi musikken så lettere glider ned med en latte macchiato blandt de ligesindede på det stedlige zink- og glaspalads.
Det får være, for den 40-åriges musik kan i lige linje føres næsten 50 år tilbage i historien til Dylans gamle backingband The Band og Keith Richards’ afdøde legekammerat Gram Parsons.
Så meget stod klart allerede fra starten gik med 'Gimme Something Good', og som eksempelvis 'Dirty Rain', 'This House Is Not For Sale', 'New York, New York' og 'Kim' ramte i løbet koncertens halvdel, var det hele såmænd ganske – se, hér kommer et ord, jeg næppe før har brugt i en anmeldelse af en rockkoncert - behageligt.
Havde det altså ikke været for nutidens koncertsvøbe: De sludderhoveder i publikum, som trods dét at de har betalt næsten 500 kroner for at komme ind også denne aften benyttede den – bevares – alt for lave lyd til selv at blive hørt til monumental irritation for resten af publikum (og så er jeg ligeglad med, at Ryan selv betegnede publikum som det mest høflige, han havde spillet for).
Synd og skam med de forstyrrende elementer. For alt imens Falconérs ølpriser måske nok burde meldes til Amnesty International, så har salen som sådan noget nær den bedste akustik, jeg kan komme i tanker om herhjemme.
Sludderhovederne blandt publikum havde jeg så den største lyst til selv at gøre noget ved og så i øvrigt i protest lade mig slæbe væk af politiet.
Det undlod jeg dog – man er vel dannet på ét eller andet plan – og godt det samme, for lidt over halvvejs inde i den to timer lange koncert og sågar under ét af koncertens mest stille numre – den skrøbelige og susende smukke ballade 'I Love You But I Don’t Know What To Say' – forstummede kværne-kontingentet, man kunne høre et stykke nikotin-tyggegummi falde til gulvet, og dén magi, Adams’ bedste numre besidder, foldede sig for alvor ud.
En magi, som varede koncerten ud via ikke mindst de blændende 'La Cienega Just Smiled' og 'When The Stars Go Blue' samt den foruroligende 'I See Monsters'. Hvis det tog lidt tid for både hovedmanden selv og hans loyale band med danske Frederik Bokkenheuser på trommer at spille sig i den rigtige stemning, blev det hér understreget, hvilken fænomenal sanger, Adams vitterlig er, mens bandet tiltagende swingede imponerende duvende og tvangfrit afsted.
Det kræver nok et mindre og mere intimt spillested at holde sådan en stemning en hel koncert igennem, og den slags steder er Ryan selvsagt blevet for stort et navn til at spille. Men drømme er da stadig tilladt.
Sluttelig må det som et kuriosum nævnes, at Adams varmede op for sig selv, fordi aftenens support, sangerinden Natalie Prass, ikke nåede frem pga. problemer med SAS i Dublin.
Well, minsandten om ikke Adams selv – introduceret som Natalie SAS (!) – klædt i polkaprikket kjole entrede scenen som sin egen support og spillede glimrende udgaver af fem af Prass’ sange. Sådan!
