Der er tale om så store mængde data i den verserende hacker-sag, at det ikke giver mening at orientere danskerne, siger rigspolitichef.

CPR- og CVR-numre og andre oplysninger, der knytter sig til danskere i politiets kørekortregister, er ifølge politiet blevet kopieret af en svensk storhacker og en 20-årig dansker. Begge står lige nu anklaget for at være brudt ind i dansk politis registre via politiets it-levandør CSR. Her har de skaffet sig adgang til personnumre på stort set alle, der er registreret i det danske kørekortsregister samt navne på efterlyste personer i Schengen. 



- Der er tale om så store mængde data, at det ikke giver mening at orientere danskerne. Såfremt efterforskningen viser, at nogen er blevet berørt, så vil vi selvfølgelig tage kontakt. Der er formentlig tale om millionvis af oplysninger, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

- Men man skal selvfølgelig være opmærksom på, om der sker noget unormalt.

Rigspolitiet og Politiet Efterretningstjeneste, der også er involveret i sagen, har dog ikke mistanke om, at de personfølsomme oplysninger skulle være misbrugt. 



- Vi har ikke kunnet konstatere, at de er blevet brugt eller misbrugt. Der er som sagt tale om kæmpestore mængde data, som man lige nu undersøger, så derfor kan der komme nye oplysninger, siger rigspolitichefen.

Om de mistænkte har villet videresælge de personfølsomme oplysninger er uvist, men det er ikke usandsynligt at målet var at trække penge ud via oplysningerne.

- Man kan forestille sig, at man vil bruge oplysningerne til alt muligt. Det kan være for at tjene penge eller for at markere, at man er dygtig til at trænge ind i offentlige systemer. Det er dog vigtig at understrege i forhold vores borgere, at der ikke er grund til unødig bekymring. Man kan se på det svenske anklageskrift, at der er et profit-motiv i noget af det, der af hovedforholdene i den sag. I forhold til den danske mistænkte, kan jeg ikke udtale mig, siger Jens Henrik Højbjerg. 



Oplysningerne kom frem på det pressemøde, Rigspolitiet holdt klokken 13.00 torsdag for at orientere om sagen. Samme tid blev den mistænkte dansker, en 20-årig ung mand, fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i retten på Frederiksberg. Han har under politiets afhøringer nægtet sig skyldig og nægtet at udtale sig.

Både den 20-årige og den hovedmistænkte svenske storhacker er sigtet for ulovlig indtrængen i offentlige informationssystemer, for forstyrrelse af offentlige informationssystemer og for hærværk mod offentlige informationssystemer.

Svensk politi skal nu afgøre, om de vil udlevere den berygtede hacker Gottfried Svartholm Warg, som sidder varetægtsfængslet Sverige i forbindelse med en anden stor hacker-sag mod det svenske skattevæsen samt mod Nordea, herunder også danske konti.

Det var netop, da der dukkede en dansk ip-adresse op under den svenske efterforskning tilbage i januar, at dansk politi opdagede hacker-angrebet mod CSC. Her fandt Rigspolitiet ud af, at de mistænkte over fem måneder sidste år er brudt ind i politiets systemer. Men hvordan det overhovedet kunne ske - og over så lang tid - kunne politiet ikke svare på.

- Godt spørgsmål, det er foregået så sofistikeret, så dygtigt og på så højt nivaueu, at det er lykkedes at unddrage sig CSC’s opmærksomhed. Det er alvorligt´, at det kan finde sted, og vi forventer og kræver af CSC, at de har allerhøjeste sikkerhed i forhold til vores registre. Så derfor er jeg selvfølgelig meget bekymret over det her. Vi er meget, meget ærgerlige over, at det er sket, og vi gør alt for, at det ikke skal ske igen, siger rigspolitichefen.

Strafferammen efter den grove hacker-paragraf er op til seks års fængsel.