Den 21-årige kvinde, der i aftes druknede i Bryrup Langsø ved Silkeborg, var taget ud for at lede efter et solbriller, som hendes to veninder havde tabt i søen. Det fortæller DR Østjylland.
De to veninder tabte solbrillerne under en tur i en robåd på søen. De kendte den jævnaldrende 21-årige, der er uddannet dykker.
Pigerne fik hende til at komme for at lede efter solbrillerne, fortæller vicepolitikommissær Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.
Læs også: Erklæret død: 21-årig kvinde dykkede alene i sø
Læs også: Fritidsdykker fløjet akut på hospitalet
Hun blev roet ud på søen små 20 meter fra land af en af veninderne, har vidner fortalt politiet. Hun sprang i vandet og var ved at tage sit dykkerudstyr på, da noget gik galt.
- Et eller andet går galt, da hun er ved at klargøre udstyret. Vi ved ikke hvad, men hun begynder at råbe om hjælp og begynder at synke ned i vandet, siger Keld Grosen Jensen til bt.dk.
Faderen til en af de to veninder, der stod inde på land, sprang i vandet og forsøgte forgæves at få kvinden op igen.
Det varede halvanden time, inden tilkaldte dykkere fra Aarhus fik hende op på land. Hun blev erklæret død ved ankomsten til Aarhus Universitetshospital.
Politiet vil tjekke dykkerudstyret for fejl og overvejer at obducere den 21-årige kvinde.
Ved du noget i sagen? Kontakt bt.dk på 1929@bt.dk eller via sms/mms til 1929: Skriv "TIPBT" efterfulgt af din besked