Til trods for sine 70 år er Stig Møller stadig lige så anarkistisk og sprælsk, som han var i sine unge dage. Så anarkistisk og sprælsk, at radioværten Iben Maria Zeuthen, der i torsdags havde inviteret sangeren ind i studiet i anledningen af hans 70 års fødselsdag, måtte afbryde interviewet før tid og bede ham om at forlade studiet.

Sidenhen har Iben Maria Zeuthen, der er vært for programmet 'Det næste kapital' på Radio24syv, skrevet om episoden af flere omgange. Både på sin egen Facebook-side, sit radioprograms side og på Radio24syvs side.

Hun bemærker blandt andet, at det var første gang nogensinde i hendes 11 år lange karriere som journalist, at hun har måttet sende en gæst ud under programmet.

Interviewet med Stig Møller gik mildest talt i hårknuder, da sangeren mente, Iben Maria Zeuthen stillede ham dumme spørgsmål, og kommenterede, at årsagen til, 'hun ikke aner noget som helst, jo nok er, fordi hun lige har fået en unge'.

Ikke en magtdemonstration

Radioværtens oprindelige opslag på Facebook efter episoden med Stig Møller er sidenhen blevet kommenteret flittigt. Størstedelen af kommentarerne er forstående overfor Iben Maria Zeuthen, men visse mennesker tager sangerens parti. Det har efterfølgende fået værten til at gøre det klart, at beslutningen om, at afbryde interviewet ikke var for at vise, hvem der bestemte.

»Jeg vil gerne også gentage at jeg stopper interviewet fordi det er gået i hårdknude- ikke som straf eller magtdemonstration. Stig siger selv at vi ikke får noget ud af det, hvilket jeg er enig i. Det er tildels mit eget ansvar, eftersom jeg fugte programmets koncept, som er, i anden del af interviewet, at foreholde gæsten hvad jeg hører i første del, hvilket bringer os på kollisionskurs, hvorefter hårdknuden opstår og der er herefter ikke mere at hente efter vores begges opfattelse,« skriver hun.

»Tillykke til dig med de 70 år«

Trods det noget usædvanlige interview, hvor gæsten både nåede at spørge ind til radioværtens viden om den 11. september, analysere medier, og forklare, hvorfor kvinder kom ind på arbejdsmarkedet, er Iben Maria Zeuthen stadigvæk er stor fan af sangeren og hans musikalske værker.

Hun fortryder heller ikke, at hun inviterede Stig Møller ind forbi sit program, til hvad hun selv beskriver som en 'øjenåbnende' oplevelse.

»For mig var den både skelsættende og øjenåbnende og så har vi fået hele Danmark til at diskutere hvad god radio egentlig er. Faktisk lige som du ønskede: en diskussion af nutidens medier. Tillykke til os med det. Og tillykke til dig med de 70 år som stædig, ærlig og provokerende skorpion.«

Hør den sidste del af interviewet med Stig Møller, hvor bølger går højt mellem ham og radioværten, Iben Maria Zeuthen: