Selfie, en Allan, øv-dag. Igennen en række markante ord fra året, der er gået, har vi bedt sangeren og samfundsrevseren Niels Hausgaard kaste sit lune, ironiske blik på 2013, danskerne og sig selv.
[ Ærgerligt ]
- Jeg hørte forleden i Nyhederne – det var i forbindelse med Morten Bødskov – at der var meget, der var ærgerligt. Det var så ærgerligt det hele. De svingede sig sågar op til brandærgerligt. Så går det virkelig skidt. De har ikke løjet, men de har været vældig upræcise, og det er så brandærgerligt. Hvis Twin Towers var faldet i dag, så kan du tro, det havde været brandærgerligt. Det er skægt, at man bruger sådan et ord. Jeg kan godt lide, når man siger:
- Det er noget rigtig lort, det her. Men det siger politikerne ikke. De siger bare brandærgerligt. Det er en devaluering, og det er en bevidst strategi. De vil ikke sige noget, der er for groft, for så bliver de revet det i snuden hele tiden. Tag den nye fødevareminister (Dan Jørgensen, S, red.), der har talt om det med mærkning af burhønseæg. Jeg tror, han synes, det er brandærgerligt, han er kommet til det. Da han sagde det, havde han ikke regnet med at blive minister på området. Han er nok ked af, at han var så præcis omkring det.
Især de seneste fire-fem år er det blevet karakteristisk i dansk politik, at politikerne dæmper deres sprogbrug. Sådan en som Bjarne Corydon er en mester i det. Han taler i samme toneleje hele tiden, og så bider folk ikke så meget mærke i, hvad han egentlig siger. Der er noget, der er brandærgerligt, og så er der noget, der bare er ærgerligt og noget, hvor man har været en smule upræcis. Der burde køre sådan en tekst nedenunder: ’Det, han mener, er...’
[ Gastroseksuel ]
Madlavningsfetichen, hvor tykke mænd laver mad med publikum på, er et fantastisk fænomen. Det kan være Brødrene Price, men også alle mulige andre. Der bliver lavet mad på tv, så det er helt vildt. Jeg ved ikke, hvorfor vi er så optaget af det, men det går nok over igen. Det begyndte med morgen-tv, hvor de skulle stå og lave mad om morgenen. Det forstod jeg heller ikke. Men nu er det da blevet helt sort, for i ethvert underholdningsprogram står der en eller anden og laver mad. Jeg har da overvejet, hvis det begynder at skrante med billetsalget, om man skulle indføre at have en kok stående i den ene ende af scenen og fortælle lidt om det. Hvis det er det, folk vil have.
Jeg kan godt lide at spise god mad, men jeg gider ikke se, at de laver det. Det må de da virkelig gå afsides med.
I perioder ser jeg meget fjernsyn. Jeg får tit trang til at se levende billeder. Somme tider uden lyd, så jeg kan sidde og skrive lidt imens. Det er det, vi er fælles om. Tv er det, der danner vores fælles viden. Det er mit stof. Selv de mest tåbelige programmer kan interessere mig, for hvis de fortsætter, ved jeg, at det er, fordi de har mange seere. Ellers dør de. Så tænker jeg:
- Hvorfor er der mange, der ser det her? Det er interessant. Jeg har trang til at vide, hvad de fleste gerne vil se. Jeg gør det ikke for at hente stof, men det bedste materiale at stå på scenen med, er det, der er mest almindeligt. Man skal ikke skrive en sang om særlingen. Den interesserer virkelig ikke nogen, for han repræsenterer kun sig selv. Men hvis du skriver en sang om et fuldstændig mainstream ægtepar, er det sådan set interessant næsten lige meget, hvad der står i den, og den er sjov at optræde med, fordi den slår nogle strenge an, som giver resonans i os allesammen.
[ Hvidjulsbarometer ]
- Man kan se det på de der vejrfolk, når de læser op. Man kan se det i deres blik, inden ordet kommer. Det er ligesom om, deres øjne bliver spærret lidt mere op. Det er dæleme godt. Men det må alligevel være lidt mærkeligt. Det er en voksen mand, der står der. Han må ikke kunne undgå at tænke: ’Jeg sagde det da vist godt nok.’ Han kommer hjem til børnene, og de spørger: ’Nå, hvad har du lavet i dag, far?’. ’Nå, men jeg har fortalt om hvidjulsbarometeret’. Jeg sidder og venter på, at de siger ordet.
Det siger noget om, at vi ikke har rigtig store problemer. Når vi har tid til at bruge sådan et ord og til at tage det alvorligt, så har vi ingen problemer. Det er dejligt.
[ Hashtag ]
- Jeg ved godt, hvad det er, men jeg har ikke noget at bruge det til, eftersom jeg ikke er på de sociale medier. Det er ikke en verden, jeg er i. Det har jeg valgt fra. En dag så jeg en af mine venners Facebookside. En af hans Facebookvenner havde skrevet:
- Dejlig weekend. Sidder i sofaen og skal have flødekartofler til aften. Uhmm! Hvorfor skal vi vide det? Jeg vil faktisk hellere være fri. Jeg kunne selvfølgelig bruge det som inspiration til mine shows, men jeg synes ikke, jeg mangler stof. Mon det ville blive godt? Måske en flødekartoffel blues?
Jeg kan mærke, at jeg skiller mig ud efterhånden og føler mig lidt som dem, jeg synes, er gamle; dem der aldrig nogensinde har rørt en computer og er stået helt af. De er virkelig koblet meget af i dag. Det må være mærkeligt. Store dele af tilværelsen kører hen over hovedet på dem. Sådan har jeg det lidt med Facebook.
Jeg tror, at sociale medier er kommet for at blive, og at den måde at gebærde sig på bider sig fast. Det skal nok vise sig at blive godt, men jeg tror, at vi om nogle år vil sidde og more os over, hvad man skrev på Facebook dengang. Om flødekartofler og den slags. Jeg synes næsten, det er bedre at brodere korssting. Det undrer mig, at folk kan få tid til det.
Jeg turnerer som regel med folk, der er væsentligt yngre end mig, jeg har ikke andet valg. For dem er det helt selvfølgeligt, at når de sætter sig i bilen, og de ikke skal køre, så begraver de sig i deres iPhone eller iPad. De kunne lige så godt ikke være der. Men de sidder dog og fylder op. Jeg ville hellere have, at de snakkede med mig, spurgte til min ungdom og bad mig fortælle lidt fra krigens tid, men det gider de ikke høre på.
Jeg kan godt forestille mig, at man i fremtiden, ligesom man ikke må ryge i stuerne, vil sige, at man skal gå udenfor med sin iPhone. 'Få det lige overstået og kom så ind og vær lidt nærværende!'.
Det er ikke, fordi jeg er reaktionær eller mod ny teknik, men der er en del af det, der er så ligegyldigt, og så isolerer man sig fra hinanden. Det er ufrugtbart og ærgerligt. Brandærgerligt, faktisk.
[ Undskyld ]
- Det er vel afledt af det engelske ’sorry’, det siger man jo hele tiden, hvis man kommer til at støde ind i en. Jeg har endda været udsat for en, der sagde: ’I’m so sorry’ til mig. Jeg svarede: ’Jamen det skal sørme ikke formørke din dag’. Der går inflation i sådan noget.
Hvis vi taler om sådan en som Lars Løkke, så er der forskel på at undskylde og at beklage. Det er ikke det samme. Når politikere beklager, er det, fordi der er nogen, der har været en smule upræcise over for dem, og det er ærgerligt. Det beklager de meget. Så er det ikke rigtig deres egen skyld. Hvis de siger undskyld er det, fordi de virkelig har været ude i noget skidt.
[ Selfie ]
- Det gjorde dybt indtryk på mig, da Nelson Mandela døde. Jeg vidste selvfølgelig godt, at han ville dø, men han var fantastisk. Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske, der tog pusten fra mig, som han gjorde. Jeg mødte ham, da han var i Danmark i 1999. Vi var nogle, der skulle optræde til fordel for ANC i Falconer. Han var der bare. Han var høj, man skulle se direkte op i luften. Det gør noget, og så det der meget modige smil, han altid havde på. Der var en del presse, og så os, Erik Clausen og mig. Mandela stod tilfældigvis lige foran mig, da han kom ind.
Det var simpelthen for meget for mig, så jeg trak lidt ud til siden, stillede mig op ad væggen og kom til at slukke lyset. Pludselig var der bare mørkt i det bombesikre rum. Og der var mørkt temmelig længe, for det gik ikke op for mig, at det var mig, der havde slukket lyset. Men det blev jeg så klar over og fik tændt det igen. Da stod sikkerhedsvagterne om Mandela. Jeg håbede, der ikke var nogen, der opdagede, at det var mig, men Erik Clausen, der stod i den anden ende af rummet, pegede på mig og sagde: ’Det var bonderøven derovre.’
Mandela er sådan en, man er stolt af at have mødt. Men jeg tog altså ikke nogen selfie. Det lå ikke lige for. Jeg har aldrig tænkt tanken, at jeg skulle tage en selfie. Hvis jeg tager billeder af noget, er det som regel af noget, der ikke er mig. Men det er et dejligt billede, Helle Thorning fik der til mindehøjtideligheden for Mandela. De er så glade. Jeg vil aldrig være med til at bebrejde hende det. De hyggede sig lige og tog en selfie. Jeg vil bare så gerne se det billede. Rembrandt lavede mange selfies. Fine selfies. Jeg har også selv malet nogle stykker. På mine første plader var der selfies på omslaget. Jeg har for eksempel malet mig selv som Rembrandt. Det er faktisk en dobbelt selfie.
[ En Allan ]
- Jeg så meget af Vild med dans i år. Mest for fænomenet Allan. Han er garanteret en udmærket mand, men danse det kan han altså godt nok ikke. På et tidspunkt danser han noget latin, hvor han skal kravle på knæene. Det klip er noget af det bedste TV, jeg har set i år. Det var så godt. Hvis jeg stemte til sådan noget, ville jeg have stemt på ham. Det er en rigtig sjov form for anarki, det kom bag på folk at så mange stemte på ham. Det ville nok ikke være sket uden Facebook. Der stak det sociale medie sin anarkistiske snude frem. Jeg var meget betaget af hans dansepartner. Hvor var hun en kvinde af format. Så ordentlig. Hun holdt masken og gjorde det med værdighed hele vejen igennem, selvom det da ikke kan have været så sjovt.
Jeg ved ikke, hvorfor vi går op i det, men vi går op i alt, der har med konkurrencer at gøre. Man skal kunne vinde noget. TV-nyhederne burde slutte med: 'Og hvem vandt så?'.
[ Øv-dag ]
- Det er ikke et ord, der ville opstå her, hvor jeg bor. Man ville simpelthen synes, det var for fimset, for fesent at sige. ’Jeg kørte traktoren fast herude, det har været en øv-dag.’ Sådan nogle ord preller lidt af på os heroppe. Vi kan ikke engang sige dem. ’Ja, vi fik mund- og klovsyge, så vi har slået hele besætningen ned, det har været lidt af en øv-dag.’ Sådan et begreb kan kun opstå i København. Jeg har folk ansat her på mit stutteri, og jeg har tænkt over, hvad jeg ville sige, hvis de kom og sagde: ’Jeg synes ikke rigtig, jeg får lavet så meget, jeg har lidt en øv-dag.’ Så skulle jeg så svare: ’Nå, det var da ærgerligt, jeg håber, du får det bedre i morgen.’ Sådan er det jo ikke. Jeg var i lære som smed, og hvis man var kommet og havde sagt, man havde en øv-dag, så havde man fået verdens største spark i røven.
Men man har da endnu ikke hørt nogen politiker sige: ’Jamen, det var, fordi jeg havde en øv-dag.’ ’Vil du ikke være ved, at du løj for Folketinget?’ ’Jo, jeg var i hvert fald upræcis, jeg havde en øv-dag.’
[ Stormturist ]
- Det var en voldsom storm, det må vi nok sige, selv herude hvor vi har mange storme. Den var heftig. Altså Bodil. Og så er det pludselig godt stof. Der er gode billeder i det. Pressen griber voldsomt om det, og det bliver fuldstændig latterligt til sidst. ’Jeg står her,’ siger reporteren, og man kan ikke høre noget som helst, for han har stillet sig det allerværste sted i stedet for at gå hen, hvor der er lidt læ og afvikle det. ’Jeg står her midt i Bodil.’ Og så interviewer de nogle ude på vestkysten. De er rigtig trætte af det ude ved Thorsminde og sådan nogle steder. ’Hvad siger I til den her storm – den er voldsom, ikke?’ ’Jo, det er den da, men så er det heller ikke værre,’ siger de. Journalisterne vil godt have lidt drama, men det ligger ikke til de folk herude. De kan ikke piske en stemning op omkring det. For hvad nu hvis det skulle blive værre, og man så har solgt ud?
Jeg var lidt stormturist den aften, Bodil kom. Jeg var i mit andet hus, der ligger i læ af en skov, og jeg var lidt skuffet over den store annoncering, der havde været af Bodil, for jeg mærkede ikke en skid. Jeg kom til at tænke på, at det var, fordi jeg var i læ, og så kørte jeg herud til mit stutteri. Det var godt, jeg gjorde det. På vej herned stod der pludselig en hel trægarage midt på vejen. Jeg kunne lige komme uden om den. Lidt senere røg der et stort grantræ ud på vejen, lige foran bilen. Det var voldsomt. Da jeg kom her, gik jeg ud i laden. Jeg kunne høre, at taget sagde nogle lyde, det ikke plejer at sige.
Det er DMI, der skal give navnene. Men det kommer fra politisk hold. Man har fra højeste sted vedtaget, at det skal ske. Det er en god ide, for man har det i USA, så det er vi også nødt til at have. Nu har vi haft Allan og Bodil, den næste bliver måske Kristus eller julestormen Jesus.
Man kan give alle vejrfænomener navne. Bygen Birgitte. Et par dage efter Bodil skulle jeg motivere en pris, Allan Olsen fik, og da gik vi rundt og snakkede om det. Vi gik for eksempel ind i tågen Keld.
Vi har ikke noget behov for navnene, det er kun vejrværterne, der har det. De kan vise på kortet, hvor Bodil nu ligger. Det er sådan nogle ting, vi ikke kan kæmpe mod. Det er også ligegyldigt. Det kan ikke betale sig. Det er lidt småpjattet, en lille smule infantilt, men den kamp vil jeg ikke investere noget som helst i.
[ Movember ]
- Jeg har altid fundet det fænomen voldsomt latterligt. Det er heller ikke noget, der ville ske i udkanterne. At vi pludselig på en bestemt dato skal lade vores skæg stå. Når man ser dem, der gør det … det er ikke rart at se. Det er helt slemt. Det er ligesom dem, der vil løbe eller cykle i en god sags tjeneste. Jeg kan ikke forholde mig til det. Hvis de vil gøre noget godt, så kan de da give nogle rede penge. Det ville da batte mere. Tage tegnebogen op, gribe en stor seddel og sige: ’Det er, hvad jeg vil gøre, og så barberer jeg mig, og jeg gider i øvrigt heller ikke cykle til Paris’.
[ Agtig ]
- Det er et dejligt udtryk, der går sin sejrsgang. Det har vi glemt, og det er jo lidt ærgerligtagtigt.
