Il Canto degli Italiani. Italienernes sang.
Sådan hedder den italienske nationalsang, som bliver sunget af kraftfuld lunge, og som gjaldt det de sidste dråber Amarone i karaflen. Den mest passionerede er Gianluigi Buffon. Den legendariske italienske målmand på 38 år.
Landskampsrekordholderen i Italien lukker øjnene, trækker luft ind og synger så højt, at mikrofonerne fanger den dybe røst. »Italienske brødre, Italien er vågnet!« For Buffon er nationalsangen mere end bare et ritual før en landskamp. Det er en fællesfølelse med landsmændene.
»Jeg synger med ængstelse, fordi det betyder noget for mig. Det her er mit land. Jeg har mistet to bedsteforældre i Slaget ved Piave (under første verdenskrig, red.), og min gestus er det mindste tegn på taknemmelighed, som jeg kan give dem,« sagde Gianluigi Buffon, da han blev spurgt til sin dedikerede sang af la Repubblica under EM2012.
Mod Sverige synger Buffon den italienske nationalsang for 159. gang før en officiel landskamp, når han i eftermiddag klokken 15 går forrest ind til sin anden kamp ved sommerens EM. Det er blevet et samtale-emne, at Gianluigi Buffon skråler for fuld hals, når Italien skal spille landskampe. Kameraet panorerer forbi ham som sidste mand, og så fanger de øjeblikket. Og der er et signal i det.
»Jeg kan forsikre dig for, at det at repræsentere Italien og have landsholdstrøjen på betyder langt mere for mig end bare en sportsturnering. Det er en politisk, social og historisk konkurrence. Jeg føler, at jeg er en af folkets vogtere. Det italienske folk,« sagde Gianluigi Buffon til Wall Street Journal inden EM.
Han er det italienske folks vogter. Og han er det italienske landsholdsmåls vogter. Buffon bruger sin status på at samle folket i en fællesfølelse. Og stod det til den 38-årige målmand, skal denne følelse smøres ud over hele kalenderåret – ikke bare to måneder hver anden sommer.
»Jeg er ikke bange for at kalde mig selv en patriot, og jeg var enormt glad for at se præsident Mattarella gøre så stor en indsats for at genoplive den nationale stolthed og flaget. Jeg er ikke en dum nationalist, men jeg ser, at alle andre lande har den følelse. Jeg ser det, når jeg spiller mod andre landshold, og vi kan ikke kun gøre det til OL eller VM. Det er en vigtig borgerlig uddannelse,« sagde Buffon for nylig til l’Unita.
Nationalfølelsen har han aldrig sluppet, og landsholdet var også for ham et samlingspunkt som lile, fodboldgal knægt i Toscana. Allerede dengang drømte han om at blive en del af landsholdet – ligesom så mange andre drenge – da han oplevede slutrundernes samlende effekt.
»Mit første minde om landsholdet er fra VM i 1982. Jeg husker dagene derhjemme eller i min onkels hus med hele familien. Og de lange middage, hvor vi så kampene. Men jeg husker også, at vi under de kampe gik udenfor eller ud på altanen for at spille. Det er dejligt at mindes alle de jubelbrøl og råbende skuffelser, jeg hørte fra altanen,« har Gianluigi Buffon fortalt til UEFAs hjemmeside.
I eftermiddag er det Buffon, der samler sine landsmænd foran skærmene. 38 år gammel og med et mål om at vinde sit første EM – eller bare gøre det italienske folk stolte.
