Svævefly styrtede ned i træ, da piloten pludseligt mistede opdriften.

Flyet styrtede til jorden, men piloten slap med skrammer og et trykket ribben. Sådan var situationen fredag eftermiddag, efter at et svævefly endte i et træ midt i et sommerhusområde.

Flyet var tilsyneladende på vej ind til landing på den lokale svæveflyveplads i Kaldred øst for Kalundborg, da piloten mistede opdriften. Flyet satte sig fast oppe i træet, men det var tilsyneladende vingerne, der tog det meste af skraldet. For kabinen med piloten i var stort set uskadt.

Meldingen om et flystyrt fik Falck til at sende både læge, paramediciner og ambulance til stedet. Den 48-årige pilot blev bjærget ud ved hjælp af en liftvogn fra brandvæsnet i Kalundborg og kørt til behandling på Holbæk Sygehus.

/ritzau/