En ejendomsmægler kalder det helt urealistisk at komme med en seriøs vurdering på 12 minutter. BT har spurgt salgschef hos Home-mægleren Bjerregaard & Co, Mogens Steffensen, hvor langt han ville nå, hvis et stopur blev sat i gang.
- Jeg ville kunne nå at tjekke, om der var noget lignende i området, og hvor mange kvadratmeter der var. Ud fra det, kunne jeg godt slynge en standardpris ud. Det ville nok være det, siger han
Men det er langt fra en garanti for at nå frem til den rigtige pris.
- Det ville sagtens kunne ligge en halv million over eller under den reelle pris, hvis der var tale om en tre-værelses lejlighed, som typisk ligger mellem 1,5 og 2 millioner. Det kommer jo fuldstændig an på hvilken stand lejligheden er i, forklarer han, fordi det naturligvis gør en forskel om køkkenet er nyt, eller om haven er noget rod.
Selv bruger salgschefen væsentligt længere tid, når han skal vurdere en bolig for en kunde.
- Typisk bruger vi en halv til en hel time på at lave lidt research hjemme ved skrivebordet. Derefter gerne en time eller halvanden ude i selve boligen, og slutteligt mellem en halv og en hel time til lidt beregninger, inden vi når frem til en pris. Altså alt i alt omkring to og en halv time. Ellers er det ikke seriøst i min verden, siger Mogens Steffensen.
Derfor giver han heller ikke meget for Skats vurderinger, der almindeligvis er beregnet hjemme fra skrivebordet.
- Man er nødt til at rejse sig fra sin stol og tage ud og opleve boligen, fastslår han.
Udover beliggenhed og kvadratmetertal er der nemlig også mange andre faktorer som spiller ind på prisen. Først og fremmest hvordan boligen er vedligeholdt, men faktorer som stemning og afstand til offentlig transport og indkøb er også afgørende. Og så spiller moden også ind.
I øjeblikket er der eksempelvis mere interesse for villaer fra 30'erne end for villaer bygget i 70'erne selv om beliggenhed og stand er ens.
Synes du, at de boligejere, der er ramt af fejl i SKATs ejendomsvurderinger og har betalt for meget i skat, bør få kompensation?
Deltag i debatten