Danmarks rigeste bliver rigere og rigere. Landets fem rigeste familier har alle formået at forøge deres miliardformuer. Men det er ikke det eneste, de har til fælles ifølge den nye liste over landets rigeste, som Berlingske Business Magasin netop har udgivet.

Drømmer du om at blive rigtig rig, så er en god forretningsidé vejen frem. Men et godt talent for handel og en bopæl i Jylland vil sandsynligvis også hjælpe dig godt på vej.

I hvert fald har fem ud af Danmarks seks rigeste familier rødderne dybt forankret i de jyske jorde. Det viser Berlingske Business Magasins liste over Danmarks 100 rigeste familier.

DU KAN SE HELE LISTEN OVER DANMARKS 100 RIGESTE HER

Nr. 1:

Listens førsteplads indtages ikke overraskende af Danmarks suverænt rigeste familie gennem de seneste år, familien Kirk Kristiansen, der ejer legetøjskoncernen Lego. Familien har det seneste år formået at øge sin formue med 23 milliarder kroner, hvilket gør, at den nu er vurderet til svimlende 145, 7 milliarder kroner. Det er mere end landets seks næstrigeste familier har tilsammen. Faktisk er Lego-familiens formue over en tredjedel af den formue på 550 milliarder kroner, som landets 100 rigeste har tilsammen.

Ifølge Berlingskes erhvervsredaktør Peter Suppli Benson er det en kombination af gode investeringer samt god fremgang i Lego, der er årsag til familien Kjeld Kirk Kristiansens øgede formue.

»Det at sælge Lego-klodser er jo en guldrandet forretning. Og selv om de sælger dem år efter år, så er det et produkt, som har en helt særlig niche. De kan derfor hive høje priser hjem for deres produkter, og der er ikke rigtig nogen konkurrence. Så de har formået at udnytte positionen, og de er på vej ind på nye markeder, som f.eks. Kina, som bliver interessant,« siger han.

Familien Kirk Kristiansen kommer oprindeligt fra Billund, hvor familiens guldæg, legetøjskoncernen Lego stadig ligger. Familieoverhovedet er 68-årige Kjeld Kirk Kristiansen, der ejer Lego sammen med sine tre voksne børn, Sofie, Thomas og Agnete. Han overtog virksomheden fra sin far, der havde overtaget virksomheden fra sin far, Lego-grundlægger Ole Kirk Christiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen bor sammen med sin kone Camilla fortsat i Billund, men rigmanden ejer også godset Schelenborg på Nordfyn, hvor et af hans to hestestutterier også holder til. Og her ynder han også selv at tilbringe en del af sin tid.

Artiklen fortsætter under billedet

Kjeld Kirk Kristiansen ældste datter bor på dette jagtslot, som hun har bygget på Klelund Plantage i Midtjylland.
Kjeld Kirk Kristiansen ældste datter bor på dette jagtslot, som hun har bygget på Klelund Plantage i Midtjylland. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Begge hans døtre har valgt at slå sig ned forholdsvis tæt ved barndomshjemmet i Billund. Sofie Kirk Kristiansen, der er Lego-overhovedets ældste barn, tog for nogle år siden hul på sin milliardarv og byggede et helt nyt jagtslot på Klelund Plantage mellem Kolding og Esbjerg. Og hendes lillesøster Agnete Kirk Thinggaard holdt sig heller ikke tilbage, da hun sammen med sin mand og parrets tre børn i 2010 valgte Julianelyst Gods ved Horsens som deres nye hjem. Hele 175 millioner kroner måtte den unge arving slippe for herligheden.

Her har hun til gengæld haft rig mulighed for at genoptage sin interesse for dressurridning, hvilket hun har gjort med så stor succes, at hun tidligere på året repræsenterede Danmark ved OL

.

Hesteinteressen er også gået i arv fra far til søn. Thomas Kirk Kristiansen har nemlig slået sig ned kun et stenkast fra faderens gods på Nordfyn. Her driver han sammen med sin kone stutteriet Kirk Arabians.

Nr. 2:

Mens Lego-familien uden sammenligning er Danmarks rigeste, så sidder den jyske tøjmilliardær Anders Holch Povlsen og hans familie solidt på andenpladsen.

Anders Holch Povlsen overtog for nogle år siden samtlige aktier i sin far Troels Holch Povlsens livsværk, tøjkoncernen Bestseller. Og sønnike har i den grad vist, at han kan udfylde sin fars fodspor. Familiens milliardformue er øget år for år og er nu vurderet til 39 milliarder kroner. Anders Holch Povlsen er bosat på godset Constantinsborg ved Aarhus.

Artiklen fortsætter under billedet

Troels Holch Povlsen med sin kone Merete Bech Povlsen ved prins Joachim og prinsesse Maries bryllup.
Troels Holch Povlsen med sin kone Merete Bech Povlsen ved prins Joachim og prinsesse Maries bryllup. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Nr. 3:

Den jyske købmand skal dog ikke hvile for meget på laurbærrene, for den sjællandske familie Louis-Hansen, der ejer Coloplast, følger tæt efter på tredjepladsen med en formue på 37,2 milliarder kroner. Familien, der er blevet rig på medicinske hjælpemidler og blandt andet har opfundet vabelplastrene Compeed, har nemlig i år forøget deres formue med 3,3 milliarder kroner og haler dermed ind på den andenplads, som de mistede til Holch Povlsen i 2015.

De tre familier er udtryk for en tendens, som ses på rigmandslisten og især i top ti – nemlig, at mange danske familier er blevet rige ved hjælp af virksomheder, de enten selv har opbygget og fortsat ejer – eller ved at drive deres arvede familieselskaber videre.

Ifølge Peter Suppli Benson er det opmuntrende at se, at mange familier har formået at drive familieselskaber succesrigt videre gennem flere generationer frem for at sælge til for eksempel udenlandske kapitalfonde.

»Familieejerskab er en meget stor ting i Danmark. Den nemmeste sag for de næste generationer er bare at sælge ud og få penge ind. Men det, at der står næste generationer klar til at tage ansvar og gå ind og gøre det hårde arbejde og tage imod øretæverne og tage imod både arv og gæld - det er bare meget vigtigt,« siger han og påpeger, at det har stor samfundsmæssig betydning, at mange af de store danske virksomheder forbliver i landet.

»Traditionelt er de familieejede virksomheder nogle af de mest stabile i Danmark, når det gælder arbejdspladser,« forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet

Danmarks fjerderigeste mand er dynekongen Lars Larsen (th), der har skabt Jysk. Her ses han sammen med kronprins Frederik, da de sammen spillede golf som optakt til European Tour tidligere på året.
Danmarks fjerderigeste mand er dynekongen Lars Larsen (th), der har skabt Jysk. Her ses han sammen med kronprins Frederik, da de sammen spillede golf som optakt til European Tour tidligere på året. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nr. 4:

Dynekongen Lars Larsen, der i øvrigt også er jyde og bor ved Silkeborg, kan ligesom sidste år kalde sig Danmarks fjerderigeste, og også han har formået at forøge sin formue - selv om det ’kun’ er med en halv milliard kroner ifølge opgørelsen.

Familien Toosbuy Kasprzak, der ejer skoimperiet Ecco, er fra Sønderjyske Haderslev og er ligesom familien Kirk Kristiansen kendt for deres store hestepassion og engagement i ridesporten. Men sko-familien har tilsyneladende ikke haft det bedste år. I hvert fald er formuen skrumpet med 3,5 milliarder kroner til 13,5 milliarder kroner, hvilket gør, at familien i år er faldet en plads ned til sjettepladsen.

Kjeld Kirk Kristiansen er stadig Danmarks rigeste mand.
Kjeld Kirk Kristiansen er stadig Danmarks rigeste mand. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Nr. 5:

I stedet har en anden jysk industrifamilie, nemlig familien Clausen fra Als, der ejer termostatproducenten Danfoss, indtaget femtepladsen på årets rigmandsliste med en formue på 15,5 milliarder kroner.

Selv om det er rart at arve sig til millioner, som for eksempel Ecco, Lego- og Danfoss-familierne har gjort, så er det ifølge Peter Suppli Benson ikke altid lige let at være arving til en milliardvirksomhed.

»Hvis du er ud af en familie, hvor der i flere generationer er bygget noget op, så har du et kæmpe ansvar i forhold til arv. Så har man ikke lyst til at sælge – og man er i mange tilfælde også opdraget til at føre virksomheden videre som sin far eller farfar,« siger han og forklarer, at der hviler et kæmpe pres på mange af arvingerne:

»Ingen tvivl om det. Meget ofte ser vi, som med Mærsk, Lego og Velux, at det er virksomheder, som er meget, meget komplekse og globale, og derfor er det sin sag at føre virksomheden videre. Og bare fordi du er født med et bestemt efternavn, er det jo ikke sikkert, at du har evnerne,« siger han.

De sidste pladser i top ti indtages af Mærsk-familien, Linak-familien, L’easy-ejeren og familien Foss.

Den største overraskelse i top ti står fynske Niels Thorborg for, idet L’easy-ejeren har haft et kanon år, der har forøget hans formue med 2,9 milliarder kroner. Dermed er han avanceret hele syv pladser fra nummer 16 til nummer ni på rigmandslisten.

Samlet ses det, at landets 100 rigeste familier har øget deres formuer med mere end 52 milliarder kroner i forhold til 2015.