Kommentar: Man skal være opmærksom på, at hvis man undlader at tage de svære samtaler, så er det ikke for børnenes skyld.
Jeg var hjemme hos min veninde i tirsdags, hvor vi naturligvis talte om terrorangrebet i Bruxelles. Min 1-årige søn sad på gulvet og hamrede en grydeske i et dukkehus, mens han grinede højt. Han er lykkeligt uvidende om den kaotiske verden, han vokser op i.
Min 7-årige søn legede udenfor.Vi snakkede højt og ivrigt, for terror er som bekendt ikke noget enkelt emne – i hvert fald ikke når det gælder løsningerne.
Så kom min ældste søn ind, og min veninde klappede straks i og så helt forskrækket ud. Hun kiggede nervøst på mig og så på min søn, mens hun mumlede noget om, at vi bare talte om en film. Det var muligvis ikke særlig pænt gjort, men jeg var nødt til at ødelægge hendes løgn. Jeg afbrød hende og sagde til min søn, at vi diskuterede det terrorangreb, som han og jeg havde talt om allerede om morgenen.
Ja, der er mange ting i denne verden, der er skræmmende. Det er også skræmmende at læse de statistikker, som viser en voldsom stigning i børn og unge med psykiske problemer. Flere og flere helt unge mennesker trives dårligt og bliver deprimerede, angste eller selvskadende. Næsten 25 procent af de unge i Danmark synes selv, at de mistrives. For de 11 til 15-årige er det ifølge Sundhedsstyrelsen 20 procent, som har tre eller flere tegn på psykisk mistrivsel i deres daglige liv.
En generel mangel på robusthed, lyder det fra flere eksperter, når de skal forklare udviklingen. Der er en tendens i tiden til at bære børnene på hænder og fødder og rydde enhver sten af deres vej. Det er naturligvis gjort i kærlighed, og de fleste af os har nok en rem af huden – jeg har i hvert fald.
Men det er ikke i børnenes interesse. Børn skal have lov til at opleve, at livet kan være svært, hårdt og trist. Og så skal de samtidig opleve, at man kan rejse sig igen. Man kan overkomme forhindringerne og komme stærkere ud på den anden side. Hvis man som forælder nægter sine børn de svære oplevelser, vil de ikke blive rustet til at tackle de udfordringer, som ethvert voksenliv indeholder.
Derfor er det også vigtigt at tale med børnene om terror. Det er en del af verden, og der kommer ikke noget godt ud af at skjule det. Børn er ikke dumme, og de vil mærke de voksnes reaktioner, ligesom de sikkert vil se ting i fjernsynet og læse avisoverskrifter. Undlader man at sætte ord på det, risikerer man, at det i børnenes hoveder vokser sig endnu mere skræmmende, end det egentlig er.
Der er naturligvis ikke nogen grund til at udpensle de blodige detaljer. Men ondskab er i forvejen en del af børns forestillingsverden, og derfor kan man godt tale med dem om den konkrete ondskab, som er en del af verden. I hvert fald skal man være opmærksom på, at hvis man undlader at tage de svære samtaler, så er det ikke for børnenes skyld. Det er lettere for de voksne at lade være, og det er i situationen også lettere for barnet at få stukket en løgn i ansigtet.
Men på sigt er der ingen vej udenom, hvis man ønsker at opdrage et robust barn: Der skal sættes ord på terroren.
