Kommentar: Man skal være opmærksom på, at hvis man undlader at tage de svære samtaler, så er det ikke for børnenes skyld.
Jeg var hjemme hos min veninde i tirsdags, hvor vi naturligvis talte om terrorangrebet i Bruxelles. Min 1-årige søn sad på gulvet og hamrede en grydeske i et dukkehus, mens han grinede højt. Han er lykkeligt uvidende om den kaotiske verden, han vokser op i.
Min 7-årige søn legede udenfor.Vi snakkede højt og ivrigt, for terror er som bekendt ikke noget enkelt emne – i hvert fald ikke når det gælder løsningerne.
Så kom min ældste søn ind, og min veninde klappede straks i og så helt forskrækket ud. Hun kiggede nervøst på mig og så på min søn, mens hun mumlede noget om, at vi bare talte om en film. Det var muligvis ikke særlig pænt gjort, men jeg var nødt til at ødelægge hendes løgn. Jeg afbrød hende og sagde til min søn, at vi diskuterede det terrorangreb, som han og jeg havde talt om allerede om morgenen.