Factor endte brat lige inden det store finalebrag i Parken for countrypigerne i The Fireflies, men de har valgt at tage det med et smil og opløftet pande.

- Vi føler, at vi har vundet. Selv om vi godt kunne have ønsket at komme i Parken, så har vi fået så mange gode venner. Det har været en fantastisk rejse, siger gruppens ældste medlem Julia, da B.T. møder The Fireflies dagen derpå.

Det har været en lang rejse for alle tre og især hård på det seneste for 15-årige Mathilde, der kæmpede med en svigtende stemme under fredagens show. Hun var under behandling med dampbade, hormonkur og spray for overhovedet at kunne stå på scenen.

- Jeg kunne slet ikke synge til prøverne, og det var et mirakel, at jeg kunne stå på scenen, men jeg har det bedre nu, siger Mathilde, der sov tungt efter fredagens show.

Alle tre piger er fulde af ros og positive bemærkninger, selv om de netop har forladt deres livs største oplevelse.

Men forude er de helt sikre på, at der venter noget endnu større.

Drømmen om Nashville

- USA og Nashville er jo drømmen, og det er da meget bedre end X Factor. Nu skal vi bare lave den plade, og vi vil jo også gerne over og besøge Soulshock, siger Henriette og afslører, at gruppen har planer om at mødes med mentoren i den kommende uge til en snak om fremtiden for The Fireflies.

De tre piger planlægger nu nogle tiltrængte dage sammen med familien efter i næsten tre måneder at have arbejdet med X Factor uafbrudt.