Debatten raser efter Amandas chok-exit fredag i X Factor-semifinalen. Blev der snydt med sms-stemmerne? Svaret fra DR er klokkeklart

Mange af DRs seere - og bt.dk's læsere i øvrigt - er ekstremt uforstående overfor, at det var storfavoritten Amanda, der måtte lade livet i årets X Factor-show fredag aften.

- 100% aftalt spil i forhold til, at der skulle en deltager fra hver dommer med. Mega fusk og mega ødelæggelse af dansk musikkultur, at Wasteland kommer videre frem for Amanda, som er i en helt anden liga, som de i deres drømme, ikke engang kunne være en del af !, skrev en seer på DRs hjemmeside efter showet.

Men det afviser DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, fuldstændigt.

- Der er selvfølgelig ikke blevet snydt med sms-stemmerne. Det er klart. Jeg kan godt forstå, at når ens favorit ryger ud, sættes følelserne i kog. Jeg synes også, at Amanda er fantastisk. Men det er altså bare den kendsgerning, at hun fik færre sms-stemmer i går. Det kan man jo ikke gøre så meget ved. Det er virkeligheden. Selvfølgelig kunne vi aldrig nogensinde drømme om at snyde med sms-stemmerne, siger han til bt.dk

Ser man på både BTs og Ekstra Bladets afstemninger efter showet, tegner der sig dog et billede af, at det var gruppen Wasteland, der skulle være røget ud. Hele 64 procent af bt.dks læsere og 66 procent af eb.dks læsere mente, at det skulle have været sådan.

Men Jan Lagermand Lundme fortæller, at snyd simpelthen ikke kan lade sig gøre, da DR har en revisor til at tjekke alle sms-stemmerne.

- Det giver jo heller ikke nogen mening at gøre det. Jeg er selvfølgelig kun interesseret i, at de tre, seerne bedst kan lide, ryger i finalen. For det giver den bedste finale. Og det er det, der er sket. Amanda fik færre stemmer i går, og så er den ikke så meget længere. Det er selvfølgelig vildt synd for hende og hendes fans, siger Jan Lagermand Lundme.

Han fortæller, at sms-stemmerne vil blive lagt ud på nettet, kort tid efter finalen er blevet afviklet på fredag.