Klokken var ni om morgenen i december 2016, da det bankede på døren hjemme hos Anders. Uden for stod to politibetjente, der bad ham følge med på stationen.

»For hvad?« var Anders’ første tanke. Han stod med sin få måneder gamle datter i armene.

På stationen fandt Anders ud af, at han var anholdt og sigtet for voldtægt, men han tog ikke sigtelsen seriøst.

»Jeg syntes, det var latterligt, og tænkte, at jeg bare kunne forklare dem, hvad der var sket. Så ville jeg få lov til at gå igen.«

Først da Anders blev varetægtsfængslet, gik situationens alvor op for ham.

»Lige der var jeg fuldstændig grædefærdig.«

Dømt for voldtægt

B.T. sætter i en ny serie #Voldtaget fokus på de omkring 100 danskere, der hvert år bliver dømt for voldtægt. Anders blev en del af statistikken, da han i foråret 2017 fik to års fængsel for voldtægt begået mod en bekendt, han havde været til fest med.

På mange måder er Anders billedet på en typisk voldtægtsdømt. Han kendte den kvinde, han er dømt for at voldtage, i forvejen. De var til fest sammen inden, de var begge påvirkede, og så har de en fuldstændig forskellig udlægning af, hvad der skete den nat, som vendte op og ned på deres liv.

Det her er Anders’ fortælling om, hvordan det er at blive dømt for voldtægt. Anders er anonym, fordi han ønsker at bygge et nyt liv op og lægge dommen bag sig, når han bliver løsladt. Han ønsker derfor ikke, at fremtidige venner, kollegaer og bekendte skal vide, at han er dømt for voldtægt. B.T. er bekendt med Anders’ fulde identitet.

En aften – to helt forskellige oplevelser

Før den skæbnesvangre nat i december, der kastede Anders’ liv fuldstændig ud af kurs, kørte hans liv på skinner. Han havde et godt job, kæreste og lejlighed, og så var han lige blevet far for første gang.

Når Anders ser tilbage i dag, fortryder han også bittert, at han ikke tog direkte hjem og i seng, efter han havde været til fest.

»Jeg skulle ikke have valgt at være sammen med hende. Jeg skulle aldrig have været min kæreste utro. Det er jo nok det dummeste.«

Både Anders og den kvinde, han er dømt for at voldtage, forklarede i retten, hvordan de havde været til fest sammen hos en bekendt. De skulle fortsætte festen hjemme hos Anders og havde derfor bestilt to taxaer, men der kom kun en, og så besluttede Anders og offeret sig for at gå.

Herfra følger to helt forskellige versioner af, hvad der foregik.

Ifølge Anders holdt offeret ham i hånden, kyssede ham og opfordrede ham til at ’få hende til at komme’. Derfor gik de ind i et skur, hvor offeret ifølge Anders selv hjalp til med at få bukserne af, og så gav han hende først finger, hvorefter han havde samleje med hende.

Offeret forklarede i retten, at hun fulgte efter Anders ind i skuret, fordi hun troede, han skulle have en bane kokain. Hun fortalte, hvordan Anders holdt hende fast med begge arme, og at han flåede hendes bukser af, hvorefter han havde sine fingre oppe i hende. Hun kunne ikke huske, om han også havde haft sin penis oppe i hende, fordi hun oplevede, der var en klap, som gik ned.

»Jeg skulle ikke have været et svin, der var sammen med en pige, der var så stiv«

Når Anders tænker tilbage på episoden i dag, husker han det på samme måde. Han er ikke i tvivl om, at offeret selv lagde op til, at de skulle have sex, men han kan godt forstå, hvis hun følte, hun fik overskredet en grænse.

»Jeg har talt meget med politiet om det, og jeg tror ikke, jeg decideret har voldtaget hende. Jeg tror, vi har oplevet det, der skete, meget forskelligt. Vi var begge fulde, men hun var helt klart mere fuld, end jeg var, og det var min fejl, at jeg var sammen med hende. Jeg skulle ikke have været det her svin, der er sammen med en pige, der er så stiv,« siger Anders.

Anders blev varetægtsfængslet dagen efter festen, og her oplevede han efter eget udsagn, hvordan personer, der er sigtet eller dømt for sædelighedsforbrydelser, er i bunden af hierarkiet i fængslerne.

»Det første, vagterne i arresten gjorde, var at indsætte mig på en ’Loyal to Familia’-afdeling (indvandrerbande, red.). Da de andre indsatte hørte, hvad jeg sad inde for, begyndte de at true mig på livet. De kom med dødstrusler, når de gik forbi min dør, og råbte ud af vinduerne om aftenen, så det var hårdt,« fortæller Anders, der endte med at gå i frivillig isolation.

Han fortæller, at han er overbevist om, det var en bevidst handling fra vagternes side, at han endte med at sidde sammen med de hårdkogte bandemedlemmer.

»Jeg er sikker på, det var 100 procent bevidst. Jeg skulle overhovedet ikke have siddet der.«

Han fortæller også, at han senere hen har oplevet, at det er sværere for ham og andre indsatte, der er dømt for sædelighedsforbrydelser, at få udgang, at få lov til at arbejde og at blive prøveløsladt.

Dømt

Anders endte med at sidde varetægtsfængslet i en måned, men så blev han løsladt, fordi landsretten omstødte byrettens beslutning om, at han skulle være fængslet, mens sagen blev efterforsket.

Mens Anders ventede på, at sagen kom for retten, genoptog han sit gamle liv med arbejde, venner og familie. Efter nogen tid begyndte han at tro på, at det hele ville gå i sig selv igen.

»Jeg fik at vide af både kriminalforsorgen og min advokat, at det var meget usædvanligt, at folk blev løsladt i sager som min. Der sidder man som regel altid varetægtsfængslet, indtil sagen kommer for retten. De mente derfor, at jeg kunne tage det roligt og ikke behøvede frygte, jeg blev dømt.«

Anders var derfor ved godt mod, da han mødte op i byretten. Han havde ikke pakket nogen ting, og hans bil holdt parkeret udenfor.

Hans familie og ekskæreste var til stede i retten. De nikkede og smilede til ham undervejs, og Anders havde en rigtig god fornemmelse. Han regnede slet ikke med, at han skulle i fængsel.

»Men så faldt hammeren,« fortæller Anders, der begyndte at græde, da dommen blev læst op.

»Jeg tænker, at der var noget helt galt. At det var en joke. Jeg kunne slet ikke samle mine tanker. Jeg var helt mundlam.«

Forklaring var utroværdig

Af dommen fremgår det, at retten lagde vægt på et vidne, der så Anders og offeret gå ind i skuret sammen. Vidnet forklarede i retten, at det så ud, som om de ledte efter et sted at have sex. Vidnet hørte ting blive væltet, stønnen og en sige ’La’ vær og nej, nej’. Da der ikke var tale om råb, tænkte hun ikke nærmere over det, forklarede hun i retten.

Retten tillagde det også betydning, at offeret havde flere hudafskrabninger og blå mærker på kroppen. Skaderne kombineret med vidnets forklaring om, at de havde hørt en sige fra, fik retten til at tilsidesætte Anders’ forklaring som utroværdig.

Anders selv forklarer, at offeret, han var sammen med, fik hudafskrabninger og blå mærker, fordi hun var så fuld, at hun væltede flere gange. Han fastholder også, at offeret havde sex med ham frivilligt, og pointerer, at det passer sammen med, at vidnet forklarede, at det så ud, som om de ledte efter et sted at have sex, og at hun hørte stønnen.

»Vidnet sagde i retten, at hvis hun havde set, der var sket noget alvorligt, så ville hun have ringet til politiet med det samme. Men det gjorde hun ikke.«

Anders blev idømt to års fængsel. Han skulle betale sagens omkostninger og en erstatning til offeret på 60.000 kroner.

Han ankede dommen på stedet.

Livet forsvandt fra den ene dag til den anden

De næste ni måneder tilbragte Anders i en syv kvadratmeter stor celle, mens han ventede på, at sagen kom for landsretten. Dagene gik med at sove, spise, gårdture og fællesskab med de andre indsatte. Tre gange om ugen fik han besøg af familie og venner.

Anders oplevede, at mange af hans medindsatte mistede deres venner og familie, fordi de var blevet dømt for sædelighedsforbrydelser, men det gjaldt ikke Anders.

»Der var ikke nogen af mine venner, bekendte eller familie, der tog afstand fra mig efter sagen, og jeg har også fået et job, når jeg kommer ud.«

Men selv om Anders prøvede at trøste sig med, at han stadig havde rigtig gode muligheder, når han kom ud, havde han svært ved at acceptere, at han var blevet dømt.

»Mit liv forsvandt bare fra den ene dag til den anden. Alt det, jeg havde bygget op. Mit arbejde, min bolig, min lille datter. Det skulle jeg væk fra, og to år er sgu langt tid.«

I landsretten blev Anders dømt igen, og straffen blev forlænget med et halvt år. Nu venter han på, at han kan blive prøveløsladt. Han regner med, det kan ske til efteråret, hvor han har afsonet to tredjedele af sin straf.

»Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden. Jeg har et job, når jeg kommer ud, lejlighed, min datter og en kæreste. På en måde mangler jeg ikke noget. Jeg mangler bare at komme ud.«

Han har dog stadig svært ved at se, hvorfor han skulle have 2½ års fængsel.

»Jeg synes ikke, man kan sige, man er blevet voldtaget, bare fordi man føler sig udnyttet. Jeg synes lidt, det er spillets regler, når man går i byen. Det er måske lidt hårdt sagt, men jeg har ikke voldtaget hende. Nogle gange ender du med at være sammen med en person, du ikke har lyst til at være sammen med. Det har jeg også selv prøvet. Men jeg kunne aldrig finde på at kalde det voldtægt.«

B.T. har bedt kriminalforsorgen om at forholde sig til Anders’ oplevelse af, at han bevidst blev sat sammen med bandemedlemmer, fordi han var sigtet for en sædelighedsforbrydelse, samt at han har oplevet, at det var sværere at få udgang og prøveløsladelse. Kriminalforsorgen er dog ikke vendt tilbage til trods for gentagne henvendelser.

Har du været udsat for et seksuelt overgreb, og kunne du have lyst til at dele din historie. Så kontakt B.T.s journalister på bopo@bt.dk, jepa@bt.dk eller cweb@bt.dk.