To af VM-slutrundens største overraskelser - Holland og Chile - skal mandag op mod hinanden i en kamp om førstepladsen Gruppe B. Begge hold har besejret forhåndsfavoritterne fra Spanien.  

Taberen af opgøret kommer givetvis til at møde værterne fra Brasilien i 1/8-finalen. Det tænker Hollands snu landstræner Louis van Gaal dog ikke så meget over. Han har mere ondt af det hold, der skal møde Holland i næste runde. Det sagde han ifølge den hollandske avis Algemeen Dagblad ved pressemødet søndag.

- Jeg tror ikke, at Brasilien er interesserede i at møde os. Vi har scoret mange mål og har spillet fantastisk, siger den hollandske landstræner.

Han bemærker dog, at værtslandet ofte har en fordel ved slutrunder og vil derfor trods alt helst møde et andet hold end Brasilien.

Desuden havde han også en lille bemærkning om hollændernes spillestil, som han mener, at han skal forsvare i hjemlandet.

- Vi spiller ikke så offensivt, som vi plejer. Det passer bedre til os, og den internationale presse er vilde med det, men jeg har svært ved at overbevise den hollandske.

Han er dog ikke i tvivl om, at det bliver en hård kamp mod Chile, der har imponeret med spillere som Alexis Sanchez og Arturo Vidal ved dette VM.

- Jeg tror faktisk, at begge hold er præcist lige stærke, så det bliver en 50/50-kamp, forudsiger Louis van Gaal, der skifter landstrænerposten ud med Manchester United, når Holland har spillet sin sidste kamp i Brasilien.

I puljens anden kamp møder Spanien og Australien hinanden i en kamp, hvor begge allerede er ude efter to nederlag. Dermed har de blot æren at spille for. Noget, som specielt bør motivere Spanien, der kom ind i turneringen som forsvarende verdensmestre.

Derudover spiller Mexico mod Kroatien og Brasilien mod Cameroun også mandag. Her er Brasilien er videre, men er endnu ikke sikre på førstepladsen i puljen. Det andet opgør er en direkte kamp om at gå videre ved VM, men mexicanerne kan nøjes med uafgjort og stadig være klar til knockout-fasen.